KOMMUNALT GEBYR I HEGNSSAGER
af fhv. universitetslektor og advokat Bendt Berg
 

I Hegnsloven med kommentarer, 4. udgave, 2014, side 399, oplyses det, at der ikke kan kræves kommunalt rykkergebyr ved for sen betaling i hegnssager.

Det er en almindelig forvaltningsretlig regel, at opkrævning af gebyr kræver lovhjemmel. Ved gebyrloven, lovbekendtgørelse nr. 66 fra 2010, er det bestemt, at kommunen kan kræve et rykkergebyr for erindringsskrivelser vedrørende ydelser, som efter § 2, stk. 2, opkræves af kommunen, hvis andet ikke er bestemt i loven eller i henhold til lov, jf. § 1. Af lovens forarbejder fremgår, at reglen vedrører gebyr for for sen betaling af visse kommunale ydelser.(1)

Betaling af vederlag til hegnsynene er en betaling, der under alle omstændigheder skal ske i overensstemmelse med hegnslovens regler, jf. hegnslovens § 46. Tilsvarende indeholder hegnsloven regler om betaling af udgifterne i forbindelse med hegnsynets tvangsfuldbyrdelse, jf. hegnslovens § 44, stk. 1-3.

Efter hegnslovens § 48 kan de i loven fastsatte vederlag ændres af Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri, tidligere Landbrugsministeriet, nu Miljø- og Fødevareministeriet. De gældende takster er fastsat ved vederlagsbekendtgørelsen, senest bekendtgørelse nr. 246 af 12.3.2013. Reglerne om hegnsynets vederlag er derfor fastsat med hjemmel i hegnslovens regler.

Vederlagsbekendtgørelsen § 1, stk. 1, bestemmer, at bekendtgørelsen ”udtømmende” fastsætter de vederlag til hegnsynsmændene, som kan pålægges parterne i en hegnssag. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, fremgår endvidere, at særskilt betaling for telefon, porto og befordringsudgifter ikke kan opkræves parterne i en hegnssag.

På samme måde er det antaget i administrativ praksis, at hegnsynets omkostninger til dækning af andre udgifter i forbindelse med sagerne, herunder omkostningerne ved opkrævning af hegnsynets fordringer, ikke kan dækkes særskilt i hegnssager.

Resultatet er, at der som vederlag i en hegnssag ikke kan opkræves et samlet større beløb end det, der er fastsat i vederlagsbekendtgørelsens § 2. Det er fastslået ved flere afgørelser i konkrete sager, som har været forelagt for Landbrugsministeriet. Det kan ikke blive dyrere for den forsømmelige grundejer, når betalingen af hegnsynets vederlag administreres af kommunen.(2)

Baggrunden for reglerne er først og fremmest den manglende lovregulering af hegnsynenes retsforhold. Der står ingen steder, at kommunen skal yde hegnsynet sekretariatsbistand eller anden bistand. Inddrivelsesloven kan imidlertid tages til indtægt for, at hegnsynenes vederlag mv. opkræves af kommunerne og inddrives af SKAT.

Hegnsynene er uafhængige, administrative tvistnævn, ikke kommunale myndigheder. Hegnssagerne er ikke sædvanlige forvaltningssager men private partstvister. Hegnsynets vederlag betales af brugerne, som er grundejerne. Det er ikke et kommunalt honorar, og heller ikke betaling til kommunen for en kommunal ydelse. Betalingskravene er derfor ikke ”kommunale fordringer”. Kommunerne overtager ikke hegnsynets fordringer i forbindelse med opkrævningen, og kommunen kan ikke råde over hegnsynets fordringer, f.eks. ved at eftergive beløbet.(3)

Bestemmelserne om betaling af hegnsynenes vederlag har været anvendt i praksis siden 1950-hegnsloven tilsyneladende uden større problemer.

Oprindelig blev hegnsynets sager ekspederet af hegnsynets formand. I løbet af 1970'erne blev det mere almindeligt, at kommunerne stillede sekretariatsbistand til rådighed for hegnsynene.(4) Opkrævningen blev på samme måde efterhånden overtaget af kommunerne, men beløbet skulle holdes adskilt fra det kommunale regnskabssystem.

Med inddrivelsesloven af 2008 overtog kommunerne også opkrævningen af hegnsynets vederlag og øvrige udgifter, der er tillagt udpantningsret, herunder udgifterne i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse efter hegnsloven. Men kommunerne har aldrig haft mulighed for at overtage hegnsynets fordringer. Det ville kræve lovhjemmel, og en sådan findes ikke. Opkrævning sker alene på hegnsynets vegne, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 2.(5)

Det vides ikke, hvorledes kommunerne generelt forholder sig til opkrævning af hegnsynenes fordringer, og reglerne er formentlig ikke almindelig kendt i det kommunale system, som ofte heller ikke har større indsigt i hegnslovens procedureregler. Grundejerne kender heller ikke reglerne.

Proceduren omkring opkrævning og inddrivelse af hegnsynets fordringer er nøje beskrevet i Hegnsloven med kommentarer, side 398 f.(6)

Et rykkergebyr er ikke umiddelbart en del af hegnsynets vederlag men et gebyr til dækning af omkostningerne ved opkrævningen i en hegnssag. Det samme gælder de særligt i vederlagsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nævnte ydelser, som er almindelige omkostninger i forbindelse med ekspedition af hegnssager. Efter hegnslovens § 46 anses betalingen af vederlaget til hegnsynet som en betaling, der skal dække omkostningerne ved behandling og ekspedition af hegnssagen.

Den administrative praksis på området, som er baseret på ministeriets praksis, er formentlig gældende ret.(7) Om der er den nødvendige hjemmel til at opkræve et kommunalt rykkergebyr i hegnsssager, eller om vederlagsbekendtgørelsen udelukker opkrævning af et kommunalt rykkergebyr er dog i sidste ende et domstolsspørgsmål.

NOTER:

(1) Lovforslag L 75, FT 1991-92/1.

(2) Spørgsmålet om ulovligt rykkergebyr i hegnssager er omtalt i en artikel i Ret & Skel fra september 1992. Bladet var indtil omkring 2000 fagligt forum for hegnsyn med indlæg fra sagkyndige i hegnssager og fra ministeriet.

(3) Betaling af hegnsynenes vederlag er et forhold mellem hegnsynet og grundejerne. Et tilbagebetalingskrav skal derfor rettes mod hegnsynet og ikke mod kommunen, se Hegnsloven med kommentarer, side 364 og 414, samt Næstved Byrets dom af 2.1.2015 (BS 18-1066/2013), med en supplerende (ukorrekt) udtalelse. Tilbagebetaling skal ske direkte til betaleren, og beløbet skal ikke tages med som sagsomkostninger, når hegnsynets afgørelse prøves ved retten.

(4) Hegnsloven med kommentarer, side 247.

(5) Ved inddrivelse er der lovhjemmel for, at SKAT overtager fordringen og indtræder i samtlige kreditorbeføjelser, jf. inddrivelseslovens § 3, stk. 1. Lovhjemmel er nødvendig, hvis udpantningsret og ulovbestemt fortrinspanteret skal følge med fordringen.

(6) Er der ikke fastsat en betalingsfrist i hegnsynets kendelse, er fristen 15 dage, jf. hegnslovens § 44, stk. 4. I praksis fastsætter kommunerne ved opkrævningen en længere betalingsfrist. Problemer opstår, når kommunerne overser suspensionsreglerne og opkræver hegnsynets vederlag, selv om hegnssagen indbringes for retten.

(7) I NaturErhvervstyrelsens skrivelse af 13.4.2016 (sagsnummer: 16-6071-000001), i anledning af en forespørgsel fra en grundejer udtaler styrelsen, at afgørelsen om betaling af hegnsynets vederlag er en del af hegnsynets kendelse og kan eventuelt særskilt indbringes for domstolene, og styrelsen fastholder den gældende praksis, hvorefter der ikke kan kræves kommunalt rykkergebyr ved opkrævning i hegnssager.
 

10.03.2016, revideret 19.04.2016