RETSPRAKSIS



Retspraksis i hegnssager efter hegnslovgivningen fastlægges af domstolene gennem de hegnsynskendelser, der indbringes til prøvelse ved retterne. Trykt retspraksis bringes i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) og Miljøretlige Afgørelser og Domme (MAD). Som supplement til Kommenteret Hegnslov (4. udgave, 2014) refereres her domme, som kan have væsentlig betydning for anvendelsen af hegnslovens regler.




Om hegn

Om træer



Om hegn:

NY: Holbæk Byrets dom af 17.6.2019 (BS-22106/2018-HBK). En sommerhusejer i Odsherred var ved hegnsynet blevet pålagt at nedskære to rækker fyrretræer, som var placeret længere væk end 1,75 m fra skel, til en højde af 1,5 m af hensyn til naboens udsigt over Sejrøbugten. Der var mellem grundene et græsareal, som grundejeren vedligeholdt. På grund af en advokatfejl hævede retten en sag anlagt til prøvelse af hegnsynets kendelse. En ny retssag blev afvist ved rettens dom, uden at der var taget stilling til realiteten i hegnsynets kendelse. Grundejeren begærede derefter hegnssagen genoptaget ved hegnsynet på grund af retsvildfarelse. Hegnsynet afviste genoptagelse i en skrivelse med henvisning til, at der ikke var oplyst forhold, som kunne anses som væsentlige ændringer i hegnslovens forstand. Der blev ikke afholdt forhandlingsmøde, og der var ikke nogen sag i hegnsynets protokol. Afgørelsen om hegnsynets afslag på genoptagelse blev indbragt for retten. Grundejeren gjorde gældende, at sagen alene drejede sig om en ugyldig forvaltningsafgørelse om genoptagelse. Naboen påstod afvisning subsidiært frifindelse med henvisning til, at rettens afvisning medførte, at sagen ikke kunne behandles igen ved hegnsynet, da der ikke forelå nye væsentlige faktiske oplysninger. Retten lagde til grund, at sagen alene handlede om sagsbehandlingsfejl i forbindelse med grundejerens anmodning om genoptagelse og ikke om fornyet prøvelse af hegnsynets afgørelser om den materielle hegnstvist. Da domstolene ikke havde taget stilling til de materielle forhold, kunne sagen ikke afvises. Da hegnsynet endvidere havde truffet afgørelse om afslag på genoptagelse uden indkaldelse til og afholdelse af åstedsforretning, og da hegnsynet ikke havde forholdt sig til grundejerens anbringende om hegnsynets retsvildfarelse, fandt retten, at der var begået sådanne væsentlige sagsbehandlingsfejl, hvorefter hegnsynets afgørelse om afslag på genoptagelse blev ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling af grundejerens anmodning om genoptagelse.

Kommentar: En begæring om genoptagelse skal behandles efter hegnslovens regler på samme måde andre sager. Der kan derfor ikke træffes afgørelse, uden at der forinden er indkaldt til og afholdt besigtelses- og forhandlingsmøde. En kontorskrivelse opfylder ikke hegnslovens krav til en afgørelse. Alle hegnsynets afgørelser skal indføres i hegnsynets protokol, jf. hegnslovens § 33, stk. 1. Retsvildfarelse giver umiddelbart adgang til genoptagelse. Kommenteret Hegnslov, side 350, 352 og 380.
 

Lyngby Byrets dom af 27.2.2018 (BS 155-109/2017 og BS 155-980/2017). Sagen drejede sig om en nabotvist mellem to grundejere i Gentofte. En færdselsservitut fra 1956, der gav naboen ret til uhindret færdsel på sagsøgers grund ned til Øresund, blev opretholdt. En servitut fra 1898 om højden på hegn 2 alen (1,3 m) og beplantning 3 alen (1,88 m) fandt retten var bortfaldet, da den ikke var blevet overholdt af de ejendommen, som servitutten var pålagt. Hegnssagen vedrørte et ca. 40 år gammelt Kalmar-hegn, som var opsat af den tidligere ejer af sagsøgerens grund 0 cm til 15 cm fra skellet. Naboen havde i 1972 forlangt hegnet rykket 30 cm ind, hvilket hegnsynet havde afvist, da hegnet var en rimelig afskærmning. Ejeren havde vedligeholdt hegnet, men naboen havde malet med Gori på den side, der vendte ind mod naboen. I 2017 fjernede sagsøger hegnet, hvorefter naboen stillede krav om et midlertidigt hegn og retablering af hegnet som fælleshegn. Sagsøger påstod frifindelse. Hegnsynet mente, at det nedtagne hegn i sin tid var opsat tæt ved skel, og i praksis havde fungeret som fælleshegn mellem ejendommene i mange år. Hegnsynet afviste, at sagsøger havde varslet nedtagning af hegnet, jf. hegnslovens § 13, stk. 1. Hegnsynet fandt, at der ikke var hjemmel til træffe bestemmelse om midlertidigt hegn, og bestemte, at Kalmar-hegnet skulle retableres i hele skellets længde som fælleshegn 1,80 m højt, og at sagsøger skulle afholde udgiften. For retten krævede sagsøger som fælleshegn en betonsokkel med et plankeværk med stedsegrønt 3,14 m højt. Retten lagde til grund, at hegnsynet havde anset det fjernede hegn som et eget hegn. Da der ikke var hjemmel til at træffe bestemmelse om opsættelse af midlertidigt hegn, og da sagsøgeren havde fjernet et eget hegn, som i praksis havde fungeret som fælleshegn gennem en lang årrække, var der ikke grundlag for at tilsidesætte eller ændre hegnsynets kendelse.

Kommentar: Hegnsynets kendelse udgør rammerne for en retssag til prøvelse af hegnsynets kendelse, og hegnsynet havde ikke taget stilling til sagsøgerens krav om en særlig hegnskonstruktion, jf. hegnslovens § 43, stk. 1, 1. pkt. Kalmar-hegnet var ensidig opsat og betalt af den tidligere ejer af sagsøgerens ejendom, og hegnet var derfor sagsøgerens eget hegn. Hegnet var anset som forsvarligt hegn mellem ejendommene. Et eget hegn fungerer i så fald som hegn mellem ejendommene. Hegns status som eget hegn er lovbestemt og beror ikke på noget skøn fra hegnsynets side, og hegnsynet har ikke hjemmel til at bestemme, at et eget hegn udgør eller fungerer som fælleshegn. Ejeren af et eget hegn råder selv over hegnet, og naboen har ingen rettigheder over hegnet men alene en indsigelsesret. Man kan ikke blive medejer ved at male et eget hegn på nabogrunden. Sagsøgeren har derfor været berettiget til at fjerne sit hegn uden at være forpligtet til at retablere hegnet som fælleshegn, og der gælder herefter hegnslovens almindelige regler om hegnspligt, jf. hegnslovens § 7, stk. 1. Kommenteret Hegnslov, side 44, 49, 165 og 358. Vejledende udtalelse fra FødevareErhverv af 30.1.2003 (j.nr. 93S-746-00276) i sagen MAD 2004, side 606. Anne Holst, FødevareErhverv, i Ret & Skel 90/2002. Dommen er anket.
 

Østre Landsrets dom af 20.10.2017 (17. afd. B-410-17 og B-411-17). En grundejer i Slagelse blev ved hegnsynets kendelse pålagt at betale hegnsynets vederlag 1.765 kr. Retten ophævede hegnsynets kendelse, da naboen tog bekræftende til genmæle. Kommunen afkrævede grundejeren betaling af vederlaget og rykkergebyr ved for sen betaling. Kommunen oplyste, at hegnsynet havde givet kommunen transport med udpantningsret, og henviste grundejeren til at udtage stævning mod kommunen. Grundejeren anlagde sag mod hegnsynet og kommunen. Under sagen frafaldt kommunen krav om rykkergebyr og renter. Byretten udtalte, at hegnsynets vederlag er betaling for hegnsynets behandling af sagen. Da hegnsloven ikke indeholder bestemmelser om tilbagebetaling, mente byretten ikke, at vederlaget var bortfaldet. Byretten fandt, at vederlag til hegnsynet er en simpel fordring, som kunne tiltransporteres kommunen, hvorefter kommunen og hegnsynet blev frifundet. Procesbevillingsnævnet meddelte anketilladelse. For landsretten gjorde grundejeren gældende, at grundlaget for vederlaget, der er en del af hegnsynets kendelse, er bortfaldet, når retten ophæver hegnsynets kendelse. Opkrævning af vederlaget efter inddrivelseslovens § 1, stk. 1, sker på vegne af hegnsynet, og kommunens praksis med overtagelse af kravet falder uden for kommunalfuldmagtens grænser og derfor ikke lovlig. Kommunen og hegnsynets påstod stadfæstelse af byrettens dom. Landsretten bemærkede, at naboen efter hegnsynets kendelse skulle fjerne en efeu og grundejeren en bøgehæk på egen grund, og at naboen ikke for hegnsynet havde nedlagt påstand om fjernelse af bøgehækken. Efter kendelsen skulle grundejeren betale hegnsynets vederlag. Da byretten havde ophævet hegnsynets kendelse, måtte grundejeren efter dommen anses som den vindende part, og hegnsynets vederlag var derefter bortfaldet, jf. hegnslovens § 46, stk. 1. Kommunen og hegnsynet skulle hver for sig betale sagsomkostninger 3.125 kr. til grundejeren.

Kommentar: Hegnsynets kendelse i sagen blev ophævet som ugyldig, da hegnsynet uden om hegnssagens parter havde truffet afgørelse om at genoptage sagen, hvilket var meddelt i en sekretærskrivelse. Det er en almindelig forvaltningsretlig regel, at en ugyldig forvaltningsafgørelse ikke har nogen retsvirkninger. Endvidere kan en kommune ikke uden lovhjemmel varetage opgaver for andre myndigheder, og kommunen kan derfor ikke overtage hegnsynets fordring. Opkrævning af hegnsynets vederlag foretages af kommunen på hegnsynets vegne, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 2. Når kommunen frafalder rykkergebyr skyldes det, at der mangler lovhjemmel. Landsrettens afgørelse er, at hegnsynets vederlag er bortfaldet. Kommenteret Hegnslov, side 245, 247, 346, 365, 399, 412-414. KFE 1999, side 327. FødevareErhvervs skrivelse af 29.6.2009, Lovforslag L 102 (FT 2016-17), bemærkningerne, side 8 og 11, Jon Andersen: Forvaltningsret (6. udgave, 2006), side 121. Betænkning nr. 996 fra 1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side 143. Bendt Berg: Procesret for pantefogeder (2. udgave, 2017), side 45 og 51. Artikel på www.hegnsloven.dk: Kommunalt gebyr i hegnssager.
 

UfR 2017, side 3534 V.Vestre Landsrets dom af 23.8.2017 (V.L. B-0214-17). I en sag mellem to grundejere A og B i Viborg havde hegnsynet anset en trærække bestående af birk og gran, der stod på B ́s ejendom ca. 30 cm fra skellet, som et eget hegn, som skulle nedskæres til 2,30 m. Trærækken var tæt i bunden og sammenvokset. Der var ikke noget fælleshegn. For byretten påstod B, at han ikke var forpligtet til at beskære, og at hegnsynets kendelse skulle ophæves. Ved rettens besigtigelse var der fældet eller nedskåret 4 birk og 5 graner til bare stammer af ca. 1 m højde, således at der var 6 birketræer og 4 graner tilbage. Byretten afviste at udsætte sagen på B ́s anmodning om genoptagelse ved hegnsyet. Byretten tiltrådte hegnsyets vurdering. Da der i sagen forelå en materiel afgørelse fra hegnsynet, fandt byretten ikke, at hegnslovens § 43 var til hinder for, at retten traf afgørelse i sagen, selv om der var indtrådt fysiske ændringer. Byretten mente, at den tilbageværende bevoksning ikke længere kunne anses som hegn. Efter de nugældende forhold gav byretten B medhold i, at der ikke skulle foretages yderligere beskæring. Da sagen angik prøvelse af hegnsynets afgørelse, fandt byretten ikke grundlag for at tage A ́s subsidiære påstande om at fælde og beskære træerne under påkendelse, idet de angik almindelige naboretlige spørgsmål. Landsretten tiltrådte, at bevoksningen, da hegnsynet traf afgørelse, udgjorde et hegn efter hegnsloven. Hegnsynets afgørelse udgør efter lovens forarbejder rammerne for retssagen. Parterne kan derfor ikke inddrage krav, der vil gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold, der ikke har foreligget for hegnsynet. Under hensyn til sagens karakter af partstvist og de nedlagte påstande for byretten samt hegnsynets kompetence efter hegnslovens § 43, skal domstolsprøvelse ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for hegnsynets afgørelse. Der er uden betydning, at den ene part ensidigt har ændret dele af bevoksningen. A var ikke på grund af passivitet afskåret fra et at kræve hegnet ændret, selv om træerne i en årrække havde haft en betydelig højde. Landsretten har ikke taget stilling til, om sagen vil kunne genoptages ved hegnsynet. Landsretten stadfæstede hegnsynets kendelse.

Kommentar: Hegnssagen vedrører efter klagers påstand fastsættelse af hegnshøjden, men behandles fejlagtigt af hegnsynet som en vedligeholdelsessag. Byretten lægger hegnsynets vurdering til grund, og retten træffer efter sagsøgers påstand afgørelse om, at der ikke skal ske yderligere beskæring. Derved tager byretten stilling til tvangsfuldbyrdelse, hvilket ikke er korrekt, da tvangsfuldbyrdelse forudsætter hegnsynets afgørelse efter hegnslovens § 44, stk. 1. Landsretten lægger til grund, at de ændrede fysiske forhold er uden betydning, da prøvelse af hegnsynets kendelse skal ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for hegnsynets afgørelse. Sagen er atypisk ved, at tvangsfuldbyrdelse efter parternes påstande for retten indblandes i afgørelsen af den materielle hegnstvist, og det kan forklare landsrettens afgørelse. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse blev efter landsrettens dom indgivet til fogedretten, der bestemte, at fogedsagen skulle fremmes til tvangsfuldbyrdelse af hegnsynets kendelse. Det er ukorrekt, at fogedretten træffer afgørelse i hegnssagen, da tvangsfuldbyrdelse in natura henhører under hegnsynet og ikke under fogedretten. Lovforslag L 168 (FT 2005-06), side 241, pkt. 7.2.3.2. Kommenteret Hegnslov, side 358, 373, 376, 385, 389 og 392.
 

UfR 2017, side 1035 V (VLD af 19.12.2016, anke 9. afd. B-2087-15). En grundejer havde en langstrakt grund, der fra husets placering skrånede nedad mod en sø, som var etableret efter en lokalplan for området. For enden af grunden var der en sti med frit udsyn over grunden. Grundejeren opsatte et plankeværk i forskellig højde op til 1,80 m i en afstand af 1 m fra nabogrunden, som lå i et ældre boligområde tæt ved Brande Å. Grundejeren fik efterfølgende dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Hegnsynet fandt, at hegnet, som var et eget hegn, var opsat uden varsel efter hegnslovens § 13, stk. 1, og væsentligt forringede naboens udsigt. 9 sektioner af hegnet skulle nedbringes til 90 cm. Hver af parterne skulle betale halvdelen af hegnsynets vederlag. Byretten mente, at naboen, hvis ejendom lå i et ældre boligområde, måtte være forberedt på, at der kunne ske ændringer, der kunne påvirke hans udsigt. Plankeværket dannede en naturlig afgrænsning af boligområderne og indgik som en naturlig del af området og påførte ikke naboen større ulemper. Plankeværket kunne derfor blive stående. Landsretten mente efter besigtigelse, at plankeværket havde medført en meget væsentlig begrænsning af udsigten fra naboens ejendom, hvor der tidligere havde været udsyn til grønne områder. Disse omstændigheder medførte, at ganske særlige forhold talte imod, at grundejeren kunne opføre et 1,80 m højt hegn. Da hegnsynets afgørelse ikke ville medføre indblikgener af betydning for grundejeren, skulle hegnet nedbringes som bestemt af hegnsynet. Grundejeren skulle betale sagsomkostninger 40.750 kr.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er behæftet med fejl. Hegnslovens § 13, stk. 1, stiller ingen krav om varsling før opsætning af et eget hegn, og hegnsynets afgørelse om fastsættelse af en lavere hegnshøjde end 1,80 m, skal, efter en afvejning af forholdene på stedet, begrundes med ganske særlige forhold med henvisning til hegnslovens § 2 smh.m. § 10, stk. 1 og 6. Afgørelsen er imidlertid i overensstemmelse med gældende praksis om fastsættelse af hegnshøjden ved udsigt. Spørgsmålet om afvejning af hensynet til at undgå indblikgener over for hensynet til udsigt foretages helt konkret af domstolene, og hegnsynets særlige sagkundskab har ikke særlig betydning for den vurdering. Efter hegnslovens § 46, skal taberen normalt betale hegnssagens omkostninger, MAD 2009, side 82, Kommenteret Hegnslov, side 127, 128, 164 og 412.
 

Vestre Landsrets dom af 23.2.2017 (10. afd. V.L. B-1556-16). Mellem to ejendomme A og B fandtes et stakit af træ 2 m højt som en del af fælleshegnet. Resten af fælleshegnet var et levende hegn. På A's ejendom var der en nyere beplantning langs stakittet godt 1 m fra skellet. Beplantningens højde var ca. 4 m. B gjorde gældende, at beplantningen var et eget hegn på B's grund, som skulle nedskæres til en højde svarende til afstanden fra stammerne til skellinjen tillagt højden af fælleshegnet, jf. hegnslovens § 2. B henviste til, at beplantningen havde betydelig skyggevirkning for B's indkørsel og gårdsplads midt for skellet.Ved besigtigelse konstaterede hegnsynet, at beplantningen bestod af flere forskellige slags buske og stedsegrønne langs stakittet, dog var der luft til hækken. Hegnsynet mente ikke, at beplantningen var et eget hegn og frifandt sagsøgte. Hegnsynet henviste til, at stakittet havde den primære hegnsfunktion, at funktionen af beplantningen primært var havebed og ikke hegnsfunktion, samt at der ikke var tale om beplantning af samme slags eller med ensartet præg. Byretten fandt, at parternes tvist ved hegnsynet havde været undergivet sagkyndig behandling. Retten tiltrådte hegnsynets afgørelse og lagde vægt på de samme omstændigheder, som fremgik af hegnsynets kendelse. Byretten frifandt A. For landsretten gentog B sin påstand om, at A skulle nedskære sit eget hegn. A påstod byretsdommen stadfæstet. Landsretten afgjorde ankesagen på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 410, stk. 4. Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten tiltrådte således af de grunde, der var anført af hegnsynet, at den pågældende beplantning ikke kunne anses som et eget hegn. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom. B skulle betale sagsomkostninger med 1.875 kr. Ved fastsættelsen af beløbet lagde landsretten vægt på, at sagens økonomiske værdi var 0 kr., og at anken var afgjort på skriftligt grundlag

Kommentar: Landsrettens dom, der tiltræder byrettens resultat og hegnsynets begrundelse, hvorefter beplantningen langs fælleshegnet ikke anses som et eget hegn, er i overensstemmelse med gældende ret. Naboretlige regler kan ikke finde anvendelse i hegnssager ved hegnsynet, der alene kan træffe afgørelse efter hegnslovens regler. Hegnsynet har derefter ikke kompetence til at træffe afgørelse om beplantningens nedskæring. Ved rettens behandling lægges vægt på, at sagen har været undergivet sagkyndig behandling ved hegnsynet. Parternes påstande ved rettens prøvelse af hegnsynets afgørelse bør rette sig mod hegnsynets kendelse. Da byrettens dom i overensstemmelse med sagsøgtes påstand var frifindelse, stadfæster landsretten byrettens dom. Sagens økonomiske værdi ansættes til 0 kr. , da sagen er en småsag efter retsplejelovens kap. 39, der vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse. Kommenteret Hegnslov, side 206, 372, 373 og 375.
 

Københavns Byrets dom af 22.12.2015 (BS 1A-1627/2015). To grundejerforeninger i Kastrup havde opsat og betalt et 177 m langt plankeværk mod et jernbaneareal ejet af Metroselskabet. Ved en deklaration tinglyst i 1979 havde DSB tilladt, at grundejerforeningerne på en strækning af 140 m opsatte et plankeværk i skellet til Amagerbanens areal i stedet for et eksisterende trådhegn, bl.a. på betingelse af at grundejerforeningerne betalte for opsætning, vedligeholdelse og eventuel senere fjernelse af hegnet. Hegnet stod mest i skellet og for en mindre del ved siden af skellet. Hegnsynet havde truffet afgørelse i sagen og efter tilbagekaldelse af den oprindelige kendelse afsagt ny kendelse uden afholdelse af besigtigelse- og forhandlingsmøde, hvorefter hegnet var et fælleshegn og vedligeholdelsen påhvilede begge parter. Metroselskabet indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Metroselskabet gjorde gældende, at jernbanelovens § 27 (tidligere § 21) var et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5, hvorefter infrastrukturforvalteren råder over egne hegn på banearealer. Hegnet var ikke et fælleshegn, og metroselskabet var derfor ikke forpligtet til at deltage i vedligeholdelsen. Dette understøttedes endvidere af deklarationen. Endelig var hegnsynets kendelse behæftet med flere formelle fejl. Grundejerforeningerne, der påstod stadfæstelse af hegnsynets kendelse, bestred, at der forelå et særligt retsgrundlag og henviste til, at jernbaneloven alene omfatter jernbanens egne hegn. Retten fandt, at 140 m af hegnet var omfattet af deklarationen, og vedligeholdelse påhvilede grundejerforeningerne. Vedligeholdelse af de sidste 37 m fandtes reguleret ved jernbanelovens § 27 som et særligt retsgrundlag. Da hegnsynet endvidere ikke havde overholdt hegnslovens formelle regler, blev hegnsynets kendelse ophævet.

Kommentar: Hegnet er opsat og betalt af grundejerforeningerne. Hegnet er derfor grundejerforeningernes eget hegn. Et hegns placering er ikke afgørende for hegnets status efter hegnsloven. Vedligeholdelsen af egne hegn påhviler hegnets ejer, jf. hegnslovens § 20, stk. 3. Deklarationen er et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5, der tillader grundejerforeningerne at opsætte hegnet i skellet til jernbanen. Deklarationen tilsidesætter hegnslovens almindelige regler. Det ændrer dog ikke noget ved, at hegnet er grundejerforeningernes eget hegn. Jernbanelovens § 27 omfatter jernbanens egne hegn. Bestemmelsen er efter hegnslovens § 6 et særligt retsgrundlag, der tilsidesætter hegnslovens almindelige regler om jernbanens egne hegn. Da bestemmelsen alene omfatter jernbanens egne hegn, finder bestemmelsen ikke anvendelse i denne sag. Genoptagelse kan kun ske med hjemmel i hegnslovens § 42, stk. 2, og hegnslovens almindelige procedureregler skal følges. Som sagen var forelagt for retten, blev hegnsynets kendelse ophævet og er dermed bortfaldet. Kommenteret Hegnslov, side 48, 69, 93,150, 228, 350 og UfR 2014, side 3037 Ø.
 

Odense Byrets dom af 16.3.2015 (BS 10-1076/2014). I en sag mellem grundejerne A og B havde hegnsynet truffet afgørelse om etablering og udformning af et fælleshegn, og at udgiften skulle fordeles ligeligt. I kendelsen var det bestemt, at ”begge parter indhenter et tilbud på opsætning af nyt klinkehegn i henhold til beskrivelsen i kendelsen”. A indhentede to tilbud og fremsendte billigste tilbud til B. B indbragte hegnsynets kendelse for retten, som afviste at realitetsbehandle sagen på grund af fristoverskridelse. Da B ikke índhentede tilbud, anmodede A om tvangsfuldbyrdelse af hegnsynets kendelse. B's advokat meddelte, at B ikke fandt hegnsynets kendelse korrekt, og at der ikke var behov for tvangsfuldbyrdelse, da A havde mulighed for at igangsætte arbejdet på baggrund af det billigste af A's tilbud. Hegnsynet afsagde tvangsfuldbyrdelseskendelse og iværksatte tvangsfuldbyrdelse. B anlagde sag mod A med påstand om, at A skulle anerkende, at der ikke var grundlag for at gennemføre et hegnsyn til tvangsfuldbyrdelse af hegnsynets kendelse. Ved en efterfølgende påtegning af kendelsen godkendte hegnsynsformanden det udførte arbejde. Retssagen blev afgjort på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 366. Da B ikke havde efterlevet hegnsynets kendelse om at fremkomme med et tilbud, og da B ikke havde tilkendegivet, at hegnet kunne opsættes på grundlag af A's tilbud, fandt retten, at det var berettiget, at A anmodede hegnsynet om tvangsfuldbyrdelse. A blev derfor frifundet, og B skulle betale omkostningerne ved hegnsynet.

Kommentar: Bestemmelsen i hegnsynets kendelse om indhentning af tilbud er ufuldstændig. Betingelse for hegnsynets tvangsfuldbyrdelse er, at den forsømmelige grundejer ikke lader arbejdet udføre. Den forsømmelige er den grundejer, der skal udføre arbejdet, normalt den grundejer der indhenter billigste tilbud. A har indhentet billigste tilbud. Det forhold, at B ikke inden den af hegnsynet fastsatte frist har indhentet tilbud, medfører ikke, at B skulle opsætte hegnet. B er derfor ikke den forsømmelige grundejer, og der har ikke været grundlag for, at A kunne begære tvangsfuldbyrdelse og hegnsynet træffe afgørelse efter hegnslovens § 44, stk. 1. Rettens begrundelse om, at tvangsfuldbyrdelsesbegæringen var berettiget, da B ikke havde tilkendegivet, at hegnet kunne opsættes på grundlag af A's tilbud, er tvivlsom. Betaling mellem hegnssagens parter er et privatretligt anliggende, og størrelsen af A's andel af betalingen er ikke fastslået. Det er ikke usædvanligt, at kun en af hegnssagens parter indhenter tilbud. Endvidere mangler hegnsynsformandens påtegning godkendelse af den medgåede udgift. Der er heller ikke hjemmel til, at kommunen kan sende regningen på halvdelen af udgifterne til hegnet til A. Kommenteret Hegnslov, side 383, 387 og 392.
 

MAD 2014, side 153. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 29.4.2014 (j.nr. NMK-33-02085). En lokalplan for et sommerhusområde i Hirtshals fastsatte bestemmelser om beplantning, hvorefter der ikke måtte beplantes med artsfremmed vegetation, og om afstand til bebyggelse. På beboelsesejendomme måtte beplantningen endvidere ikke have karakter af hegning. På en beboelsesejendom var på nordsiden af en privat fællesvej etableret beplantning med henblik på landbrugsmæssig udnyttelse. Beplantningen bestod af 8 sitkagraner, 8 løvtræer samt 6-8 hyben. En nabo klagede over beplantningen. Hjørring Kommune traf afgørelse om, at de anvendte plantearter ikke var artsfremmede for området, og at beplantningen ikke havde karakter af hegning. Natur- og Miljøklagenævnet (formanden) udtalte, at ordet ”artsfremmed” ikke opfyldte kravet til klarhed og præcision. En lokalplanafgørelse kunne kun håndhæves, hvis lokalplanen indeholdt en nærmere entydig beskrivelse. Nævnets bemærkede, at hverken planloven eller hegnsloven indeholder en definition af udtrykket hegn, og at hegning ikke er defineret i lokalplanen. Hegnsloven omfatter fælleshegn og egne hegn, som er defineret i hegnslovens § 1. Hegn kan efter hegnsloven have forskellige funktioner, f.eks. markering af ejendomsskel, beskyttelse mod uønsket færdsel eller indblik, lævirkning, eller rent landskabsæstetiske hensyn. Nævnet lagde til grund, at der ikke var tale om enkeltstående træer og buske men et lidt større antal træer og buske med indbyrdes begrænset afstand, der havde en vis udstrækning i længden. Den afskærmende beplantnings højde var begrænset, men det ville ændre sig over tid. Nævnet fandt herefter, at beplantningen havde karakter af hegning og derfor var i strid med lokalplanen. Med henvisning til planlovens § 51, stk. 1, ophævede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen som tilsynsmyndighed.

Kommentar: Hegn i lokalplaner er ikke begrænset til at svare til hegnslovens anvendelseområde. Nævnet lægger imidlertid til grund, at hegnslovens regler skal anvendes i denne sag. Hegnsloven indeholder hverken definition af hegn eller af fælleshegn og egne hegn. Et beplantningsbælte bestående af 8 sitkagraner, 8 løvtræer samt 6-8 hyben er ikke et hegn i hegnslovens forstand. Endvidere er hegn efter hegnsloven smalle konstruktioner, der anbringes varigt i eller langs skellinien. Læhegn i landbrugsforhold er omfattet af læhegnsloven. Nævnets afgørelse om, at beplantningen er et hegn efter hegnsloven, er så vidt ses i strid med gældende ret. Kommenteret Hegnslov, side 41, 45, 100 og 206.
 

UfR 2015, side 120 Ø. Østre Landsrets dom af 9.9.2014 (anke 8. afd. B-40533-11). Langs skellet mellem ejendommene A og B var på ejendommen A placeret en ca. 31 m lang hæk som eget hegn i en afstand af 40 cm fra skellet. Ejeren af ejendommen B fik ved byretten medhold i, at der var vundet ejendomshævd på arealet mellem hækkens midte og det fastsatte matrikulære skel. Ejeren af ejendommen A ankede byrettens dom. Landsretten lagde til grund, at hækken i mere end 20 år før sagens anlæg havde været passet og klippet af ejerne og tidligere ejere af ejendommen B. Tilsvarende havde ejeren af A passet og klippet hækken på den side, der vender ind mod appellantens ejendom. Indstævnte og appellanten havde på skift klippet toppen af hækken. Den råden, som indstævnte havde udøvet vedrørende hækken, fandtes ikke tilstrækkelig til, at indstævnte skulle have vundet ejendomshævd over jordstykket, jf. Danske Lov 5-5-1. Da det endvidere ikke var oplyst, at indstævnte på anden særlig måde havde havde rådet over jordstykket, blev appellanten frifundet.

Kommentar: Byrettens dom er ukorrekt, iden den etablerer en retstilstand, der er usikker. Ved egne hegn ligger hegnets grænse ved hegnets yderside. Der kan ikke vindes hævd alene ved almindelig pasning af et hegn, idet der ikke foreligger nogen uretmæssig råden efter hegnsloven. Landsrettens afgørelse vedrørende hegnet er derfor korrekt. Da der heller ikke var udøvet nogen særlig råden over jordarealet op til hegnet, blev hegnsejeren frifundet. Kommenteret Hegnslov, side 84, 177 og 225. Miljøretlige Afgørelser og Domme 2015.276. Ejendomshævd ved hegn. Landinspektøren nr. 5/2015. Anderledes Lars Ramhøj i Landinspektøren, nr. 3/2015.
 

UfR 2014, side 3037 Ø. Østre Landsrets dom af 2.6.2014, anke 17. afd. B-658-12. Mellem to grunde i Vallensbæk var der en betydelig terrænforskel, der i skellet understøttedes af en knækflisemur. Knækflisemuren var etableret af den tidligere ejer af klagerens ejendom op til skellet til understøttelse af jorden, og der var i 1972 opsat et flethegn på klagerens grund ca. 25 cm fra skellet. Udgiften til knækflisemuren og flethegnet blev afholdt af den tidligere ejer af klagerens ejendom. Under en hegnsynsforretning i 2002 bestemte hegnsynet med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1, at klageren skulle etablere den nødvendige sikring af terrænreguleringen på sin ejendom, således jorden ikke hindrede opsætning og vækst af et fælleshegn. I forbindelse med en efterfølgende skelsag, fjernede klageren flethegnet. I 2010 afsagde hegnsynet kendelse om, at klageren skulle genopføre det fjernede flethegn som fælleshegn samme sted. For retten påstod klageren, at naboen skulle anerkende, at hegnsynets kendelse var ugyldig. Byretten frifandt naboen med henvisning til, at hegnet var placeret efter aftale mellem grundejerne. Parterne var enige om, at sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt det flethegn, som klageren havde nedtaget i 2002, var et fælleshegn. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at flethegnet var opsat af en grundejer på egen grund. Indtil hegnet var fjernet, var det kun blevet sporadisk vedligeholdt, og det kunne ikke lægges til grund, at de oprindelige eller nuværende ejere havde været enige om at anse flethegnet som fælleshegn. Under disse omstændigheder, og da det var muligt at etablere et hegn i skel, forelå der ikke sådanne særlige forhold, der gjorde, at hegnet kunne anses at være et fælleshegn. Hegnet var derfor et eget hegn, jf. hegnslovens § 1, 3,. pkt. Der var herefter ikke hjemmel til at kræve et nyt hegn genopført samme sted. Hegnsynets kendelse blev ophævet, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved hegnsynet.

Kommentar: Afgørende for et hegns status som fælleshegn er ikke hegnets placering i skellinien, men om hegnet er opsat i fællesskab eller efter fælles aftale mellem grundejerne. Om et hegn er fælleshegn eller eget hegn er en juridisk vurdering og ikke et skøn fra hegnsynet. Byretten mente, der forelå en aftale om hegnet. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at hegnet var opsat af klageren, og at grundejerne ikke havde været enige om at anse hegnet som fælleshegn. Da der ikke er hegnspligt for egne hegn, ophævede landsretten hegnsynets kendelse og hjemviste sagen. Det er ukorrekt, når hegnsynet i den første sag træffer afgørelse alene om terrænsikring, når der ikke foreligger en konkret, aktuel hegnstvist. Spørgsmålet om terrænsikring er ikke omfattet af denne sag. Landsrettens dom ændrer Glostrup Byrets dom af 10.2.2012 (BS-10D-1183/2010). Kommenteret Hegnslov, side 43, 46, 56 og 344. Landinspektøren 1/2005, side 280.
 

UfR 2014, side 760 Ø. Østre Landsrets kendelse af 28.11.2013 (kære 10. afd. B.3428-13). Hegnsynet havde afsagt kendelse om, at hegnsynsformanden ikke var inhabil i forbindelse med behandlingen af en hegnssag, hvor en af parterne var medlem af samme politiske parti som formanden. Byretten stadfæstede hegnsynets kendelse. Landsretten udtalte, at det fremgår af af hegnslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., at kendelser, hvorved indsigelser mod en en synsmands habilitet forkastes, kan indbringes for civildommeren. Efter retsplejelovens § 389, stk. 1, kan kendelser afsagt af en byret, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til landsretten. Idet der ikke i forarbejderne til hegnsloven med videre, nævnt i Vestre Landsrets kendelse i UfR 1965, side 182, ses at være holdepunkter for at antage, at byrettens afgørelse af det pågældende spørgsmål må anses for endelig, realitetsbehandler landsretten kæremålet. Herefter stadfæster landsretten byrettens kendelse.

Kommentar: Landsrettens afgørelse ændrer den hidtidige praksis, hvorefter byrettens afgørelse af en hegnsynskendelse om afvisning af inhabilitet er endelig. Kommenteret Hegnslov, side 257. Om forarbejderne til hegnslovsændringen 2001, se Kommenteret Hegnslov, side 31.
 

UfR 2014, side 679 Ø. Østre Landsrets dom af 7.11.2013 (anke 18. afd. B-1946-13). Sagen vedrørte udskiftning af et fælleshegn i et koteletben. Plankeværket blev placeret forkert, hvorefter hegnsynet bestemte, at det skulle flyttes til skellinien og ikke måtte være over 2 m højt. Både byretten og landsretten tiltrådte hegnsynets afgørelse. Landsretten udtalte, at den omstændighed, at hegnsynets kendelse var uden anden begrundelse end henvisning til hegnslovens § 9, ikke kunne medføre, at kendelsen var ugyldig.

Kommentar: Byrettens dom i sagen er refereret i Kommenteret Hegnslov, side 114. Sagen vedrører ombytning af et fælleshegn. Landsretten stadfæster byrettens dom.
 





 

Om hegn

Om træer



Om træer:

NY: UfR 2019, side 2931 V. V.L.D. 29.5.2019 (anke 9. afd. BS-24911/2018). A og B var sommerhusejere ved Vejle Fjord, og tvisten drejede sig om to ca. 16 m høje birketræer og et ca. 12 m højt egetræ på A's grund ved skellet mellem ejendommene. B anlagde sag med påstand om, at træerne skulle fældes, subsidiært nedskæres til en højde af 2,5 m, eller træernes kroner skulle beskæres, så de ikke overskred skellinjen. B klagede over skygge fra træerne fra ca. kl. 15 om eftermiddagen og nedfald af kviste og blade. Der var afholdt syn og skøn. Der var skygge fra andre træer over B's ejendom. Byretten lagde til grund, at der var flere store træer i området, og at dette præg var til stede, at B købte sin ejendom i 2002. En kraftig beskæring ville endvidere svække træerne og ødelægge deres kroner. Byretten fandt, at generne ved træerne ikke kunne føre til, at træerne skulle fældes eller beskæres efter almindelige naboretlige regler. Landsretten tiltrådte, at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet ved træernes skygger, men at den naboretlige tålegrænse var overskredet ved, at træernes kroner i ikke uvæsentligt omfang var vokset ind over B's grund, og at der ikke var forhold, der kunne berettige til denne overskridelse. A blev dømt til at beskære træerne, således at den del af kronerne, der overskred skellinjen, skulle fjernes.BR> 

UfR 2017, side 1407 V (VLD af 18.1.2017, anke 12. afd. B-2091-15). Ved en dom i 1981 havde en grundejer fået lov til at kappe en række træer på naboejendommen langs skellet ned til en passende højde. I 2015 anlagde grundejeren sag mod de nye ejere af naboejendommen principalt med påstand om, at rækken af træer skulle fældes, subsidiært nedkappes så de ikke var til gene for grundejeren. Naboejerne påstod sagen afvist med henvisning til dommen fra 1981, subsidiært frifindelse. Grundejeren gjorde gældende, at den tidligere dom ikke havde retskraft, da træerne nu var dobbelt så høje som i 1981. Grundejeren forklarede, at der nu var konstant skygge i sommerhalvåret fra kl. 13, og at der var problemer med blade og fugt. På grund af skyggevirkningen havde vurderingsmyndighederne nedsat husets værdi med 300.000 kr. Byretten lagde til grund, at træerne nu var betragteligt højere end de godt 10 m i 1981, og at træernes kroner havde et betydeligt omfang ind over skel. Den tidligere dom havde derfor ikke retskraft, og træernes skadevirkning overskred, hvad grundejeren ud fra naboretlige principper skulle tåle. Da det i 1981 var fastslået, at træerne bl.a. af æstetiske grunde ikke kunne beskæres, bestemte byretten, at træerne skulle fældes. Landsretten tiltrådte, at generne fra træerne, navnlig skyggevirkningen, som følge af træernes vækst var så væsentlige, at de oversteg, hvad grundejeren ud fra almindelige naboretlige regler var forpligtet til at tåle. Landsretten fandt imidlertid, at det var tilstrækkeligt af hensyn til generne, at træerne skulle beskæres til 10 m højde.

Kommentar: Landsretten statuerer, at en tidligere dom om beskæring af træerne ikke har nogen retsvirkning, da træerne er vokset betydeligt og nu overstiger den naboretlige tålegrænse. Efter en konkret vurdering skulle træerne nedskæres og ikke fældes. Kommenteret Hegnslov, side 186 og 195.
 

UfR 2013, side 899 V. Vestre Landsrets dom af 11.12.2012 (anke 13. afd. B-2066-11). En grundejer i Kolding havde i sin have plantet to birketræer i 1983 og et asketræ i 2004 ca. 50 cm fra skellet. Træerne var 8-10 m høje. Alle træerne var beskåret, således at de ikke overskred skellinien. Naboen, der havde købt sit hus i 1995, var generet af bladnedfald, raklerne fra birketræerne og skygge på grunden om aftenen. Naboen anlagde sag med påstand om, at træerne skulle beskæres i en højde af ikke over 2,5 m. Byretten fandt, at de påberåbte gener ud fra naboretlige grundsætninger ikke var så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav på nedskæring af træerne i højden. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Træernes grene overskrider ikke skellinien, og sagsøgers påstand er alene et krav om nedskæring af træerne til 2,5 m.
 

UfR 2013, side 48 V. Vestre Landsrets dom af 5.9.2012 (anke 12. afd. B-2637-11). En villaejer på Strandpromenaden i Horsens havde på sin grund et stort mere end 50 år gammelt egetræ tæt ved skellet til naboen. 1/3 af træets krone overskred skellet med ca. 3 m. Træet medførte gener ved skygge på naboens terrasse om formiddagen, mindskede lysindfald i naboens stue og nedfald af grene og agern. Byretten fandt, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og at kun en fjernelse af egetræet kunne tilvejebringe acceptable forhold. Naboen beskar træer og ankede dommen. Landsretten lagde til grund, at parternes ejendomme lå i et område med store grunde og megen beplantning, herunder store træer, og at egetræet havde været stort, da naboen flyttede ind i 1997. Landsretten fandt ikke, at træer efter beskæringen medførte så væsentlige gener for naboen, at træet skulle fældes. Da træets grene stadig overskred skellinien, og der ikke var oplyst om forhold, der berettigede til denne overskridelse, dømte landsretten træejeren til at foretage en yderligere beskæring, også fremtidigt, således at ingen del af trækronen eller grenene fra stammen overskred skellinien ind mod naboens ejendom.
 

Østre Landsrets dom af 17.10.2011 (10 afd. a.s. B-297-11). Sagen vedrørte en tvist om et 80-90 år gammelt, 25 m højt bøgetræ på en villagrund i Rungsted. Afstanden fra træets stamme til skellinien til naboen var 15 m, og afstanden fra den yderste del af træets krone til skellinien var 6 m. Afstanden fra træets stamme til naboens husfacade var 28 m. Træet var tidligere opstammet og kronereduceret. Naboen nedlagde påstand om nærmere beskrevet beskæring, opstamning og udtyndning, og pligt til vedligeholdelse hvert 4.-5. år, samt pligt til at tåle tinglysning af deklaration herom. Byretten lagde til grund, at træet var placeret i et villaområde med ældre beplantning med mange store træer, og at naboens terrasse i forsommeren fra omkring kl. 17.30 til 19.24 henlå overvejende i skygge, mens der samtidig var sol i andre dele af haven. Træet fremtrådte endvidere ret let, fordi det var højt opstammet, og der var skygge i haven fra andre træer. Byretten fandt det ikke dokumenteret, at den påberåbte skyggevirkning udelukkende eller væsentligst kunne tilskrives det omtvistede bøgetræ. Når træet samtidig var placeret 15 m fra skel, og der ikke var dokumenteret oplysninger om massive gener ved nedfald fra træet, fandt byretten ikke, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Træejeren blev derfor frifundet. Landsretten lagde til grund, at der ved kraftig blæst kunne blive blæst mindre grene og blade ned på nabogrunden, og at større og døde grene ikke ville blive blæst ned på nabogrunden. Naboen havde derfor ikke godtgjort, at genrene ved nedfald fra træer overskred den naboretlige tålegrænse, der galdt for det kvarter, hvor træet var placeret. Der var ikke enighed mellem parterne om træets skyggevirkning. Landsretten fandt, at der ved vurderingen af skyggevirkningen skulle tages hensyn til solens varierende højde i månederne maj til august. Skønsmandens skitse viste alene skyggens placering kl. 12 den 31.6. og 22.9. Det konkrete omfang af skyggen på nabogrunden for månederne maj til august i tidsrummet kl. 17-20 fremgik ikke af erklæringen. Som sagen forelå oplyst, havde naboen ikke godtgjort, at bøgetræet medførte sådanne gener, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom.

Kommentar: Det gamle bøgetræ stod udelukkende på træejerens grund i en afstand af 15 m fra skellinien, og træets krone overskred ikke skellinien. Der kræves efter retspraksis betydelig skyggevirkning, før den naboretlige tålegrænse er overskredet. Almindeligt blad- og grennedfald må naboer tåle. Naboen havde ikke godtgjort, at generne ved træet overskred den naboretlige tålegrænse. Naboen havde købt huset i 2005, men retten lægger ikke vægt på, at naboen ved købet måtte forudse gener fra det gamle træ. Naboens krav i denne sag var begrænset til beskæring. Væsentlige skyggegener fra træer kan ofte nedbringes til tålegrænsen ved beskæring eller opstamning. I så fald kan der ikke kræves fældning af træet. Kommenteret Hegnslov, side 197.
 

UfR 2010, side 923 Ø. Østre Landsrets dom af 17.12.2009 (4. afd. a.s. B-1120-09). Sagen vedrørte et 70-80 år gammelt, ca. 25 m højt poppeltræ i Helsinge, der var placeret på A's grund ca. 1 m fra skellet til B's grund. Poppeltræet eksisterede, da B opførte sit hus. B havde nedlagt påstand om, at træet skulle fældes, subsidiært stynes og mere subsidiært kronereduceres, således at alle grene i kronen skulle afkortes med 2/3. A påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at ejendommene var beliggende i en tidligere landsby nu et parcelhusområde i byzone. B havde derfor krav på at få skåret alle grene af, der overskred skellinien. Da dette ikke ville sikre lys på B's grund, havde B ikke nedlagt påstand herom. Efter syns og skønserklæringen frembød træet ikke stor fare for B's liv og ejendom. Derimod var der tale om en ikke ubetydelig skyggevirkning i B's have, som B imidlertid som ejer af et hus i det pågældende område måtte være forberedt på og derfor måtte acceptere. Byretten fandt det ikke godtgjort, at træet ud over skyggevirkningen medførte væsentlige gener, og frifandt A. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at poppeltræets skygge indebar, at der ikke var sol i B's sydvendte have og på terrassen i sommerhalvåret i ca. 3-4 timer om eftermiddagen. Denne skyggevirkning og de manglende udnyttelsesmuligheder af haven fandt landsretten oversteg, hvad B efter almindelige naboretlige regler skulle tåle, også under hensyn at parternes ejendomme var almindelige parcelhuset med sædvanlige grundstørrelser. En lokalplan under udarbejdelse, der eventuelt ville begrænse beskæring af træet, var uden betydning. Landsretten tog derefter B's subsidiære påstand om styning til følge, således at A skulle afskære hovedstammen og fjerne alle sidegrene.

Kommentar: Sagen vedrører alene træets skyggevirkning, som landsretten i modsætning til byretten mente overskred den naboretlige tålegrænse. Byretten traf afgørelse i sagen uden at besigtige forholdene. Kommenteret Hegnslov, side 197.
 

UfR 2009, side 1325 V. Vestre Landsrets dom af 27.2.2009 (5. afd. anke B-0958-08). Sagen vedrørte en tvist mellem to villaejere i Herning om generne fra 10 gamle høje grantræer, som stod i en afstand af mere end 3 m fra naboens vestskel. I skellet fandtes et nyere 1,80 m højt fælleshegn. Efter byrettens dom var 5 grantræer beskåret til en højde af ca. 3 m. For landsretten vedrørte tvisten en mere end 20 år gammel ca. 19 m høj normansgran. Landsretten lagde til grund, at normansgranen blev plantet på et tidspunkt, hvor naboens hus var opført, og at det var forudsigeligt, da granen blev plantet, at den i løbet af en årrække ved sin højde og bredde ville påføre naboejendommen gener. Efter bevisførelsen fandt landsretten, at normansgranen fra ca. kl. 14 skyggede for naboens gård have og fra kl. 16 kastede skygge over græsplænen nærmest huset. Skyggevirkningen var derefter permanent, og navnlig i sommerhalvåret var generne for den sydvestvendte gårdhave betydelige og oversteg, hvad naboen efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. Retten tillagde det ikke væsentlig betydning, at træet medførte gener i form at nedfaldende nåle og kogler. Sagsøgte dømtes herefter til enten at fælde eller beskære normansgranen til en højde af ikke over 3 m.

Kommentar: Grantræerne var enkeltstående træer, og det er ikke oplyst, at træernes grene overskred skellinien. Træerne udgjorde ikke noget hegn mod naboejendommen. Ved den betydelige skyggevirkning for gårdhaven oversteg generne ved normansgranen den naboretlige tålegrænse, og træet skulle derfor fældes eller nedskæres. Derved er dommen i overensstemmelse med nyere gældende retspraksis. Tilsvarende gælder, når retten ikke lægger særskilt vægt på generne ved nedfaldne nåle og kogler. På samme måde som bladnedfald er det gener, som en nabo normalt affinde sig med. Kommenteret Hegnslov, side 198.
 

Lyngby Byrets dom af 17.12.2007 (BS 04-150-820/2006). Sagen vedrørte en tvist om generne fra en omkring 40 år gammel godt 18 m høj blodbøg. Sagsøgers og sagsøgtes ejendomme var begge parcelhuse bygget omkring 1960'erne og beliggende i et parcelhuskvarter i Vedbæk. Blodbøgen stod 7 m fra sagsøgers vestskel. Sagsøgte havde fældet en anden blodbøg, og et birketræ var væltet i en storm kort efter sagsanlægget. Endvidere var blodbøgen beskåret, således at den ikke overskred skellinien. Sagsøger nedlagde påstand om fældning af træet inden en af retten fastsat frist. Sagsøgte træejer påstod frifindelse samt rettens fastsættelse af et tidsinterval for beskæring efter nærmere aftale mellem grundejerne. Efter en sagkyndig erklæring dækkede træets skygge store dele af sagsøgers have og terrasse i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret, og hele haven henlå i skygge fra sensommeren og frem til midten af april. Efter besigtigelse fandt retten, at der var enkelte høje træer i området, men at blodbøgen fremstod som et markant træ i kvarteret. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at træets skyggevirkning og nedfaldne grene og blade samt forringede muligheder for havebrug medførte gener for sagsøgeren i et omfang, der oversteg, hvad sagsøgeren efter almindelige naboretlige regler skulle tåle. Retten lagde endvidere til grund, at træet i mange år fortsat ville kunne vokse og blive betydelig højere, og at en ordning med beskæring ikke ville være tilstrækkelig til at gøre forholdene acceptable for sagsøgeren. Retten tog derefter sagsøgerens påstand om fældning til følge.

Kommentar: Gener fra træer bedømmes efter naborettens almindelige uskrevne principper. I denne sag overskred træet ikke ejendomsgrænsen. En beskæring af træet kunne ikke bringe generne ned under tålegrænsen. Træejeren blev derfor dømt til at fælde træet. Kommenteret Hegnslov, side 199.
 

UfR 2007, side 2957 V. (Vestre Landsrets dom af 21.8.2007, 7. afd. B-1829-06). Ejerne E af to ejendomme, der i sydskellet stødte op til A's grund med et bælte af høje træer af skovagtig karakter, var generet af to kastanietræer og et navrtræ 12-13 m høje, der stod i kort afstand fra skel. Træernes højde medførte, at der fra eftermiddagstimerne ikke kom sol i E's forholdsvis små baghaver. E nedlagde påstand om fældning af træerne. A nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod at kappe grene, der voksede ind over skel, i skellinien. A gjorde gældende, at ulempen for E ikke oversteg, hvad der var sædvanligt på steder med ældre høje træer. Byretten pålagde A at beskære de tre træer i skellinien. Ved syn og skøn blev det konstateret, at det ville være muligt at beskære træerne, uden at forringe deres stabilitet. Landsretten fandt det forståeligt, at navnlig skyggevirkningerne fra træerne var generende. Retten fandt dog ikke, at træerne havde en sådan størrelse og medførte sådanne gener, at grænsen for, hvad E måtte tåle efter almindelige naboretlige regler, på nuværende tidspunkt var overskredet. E's påstand om, at træerne skulle fældes, blev ikke taget til følge, men A dømtes til at beskære træerne i skellinien og afholde udgifterne hertil.

Kommentar: Generne ved træerne overskred, hvad der efter naboretlige regler var acceptabelt. Da en beskæring kunne nedbringe generne til tålegrænsen, kunne træerne ikke kræves fældet. Kommenteret Hegnslov, side 199.
 

UfR 2005, side 479 Ø. En grundejer havde skåret 2-2,5 m af toppen på to grantræer på naboens grund, idet træerne generede grundejerens udsigt over Kattegat. En tinglyst deklaration bestemte, at høj beplantning over 2 m kun måtte findes bestemte steder på grunden. Grundejeren var ikke påtaleberettiget efter deklarationen, og grundejeren havde ingen aftale med naboen, der gav ham ret til beskæringen. Ved uden aftale med naboen og uden at være påtaleberettiget efter deklarationen at have udført handlingen på fremmed grund, fandtes grundejeren at have det fornødne strafferetlige forsæt og fandtes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk. Bødestraffen fastsattes til 5 dagbøder, hver 200 kr. Erstatningskravet var ved Holbæk Byrets dom fastsat til 9.000 kr. Under henvisning til usikkerheden om erstatningskravet blev dette henvist til civilt søgsmål.
 

MAD 2004, side 1358, Østre Landsrets dom af 25.10.2004 (9. afd. B-1618-04). Sagen vedrørte 14 træer ca. 30 år gamle, som stod på en parcelhusgrund i Fredensborg 40-180 cm fra skellet til naboejendommen i en højde af 9-16 m. Træerne, der var løvfældende og selvsåede, var resterne af en skovbevoksning. Kvarteret var præget af forholdsvis store træer i parcelhushaverne. Sagsøger krævede træerne fældet efter naboretlige regler, idet træerne medførte betydelige gener ved skygge, nedfald af løv, frugter og grene samt roddannelse på sagsøgers ejendom. Der var under sagen afholdt syn og skøn. Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at træernes kroner i vidt omfang overskred skellinien og havde en betydelig skyggevirkning på sagsøgers ejendom. Retten fandt, at træernes genevirkninger ved en samlet vurdering var så store, at de oversteg, hvad sagsøger skulle tåle. Da beskæring af træerne ikke ville give træerne mulighed for at overleve, blev sagsøgte dømt til at fjerne træerne. Parterne havde ikke for landsretten nedlagt subsidiære påstande, f.eks. om fældning af et mindre antal træer. Landsretten tiltrådte, at træernes genevirkninger oversteg, hvad sagsøger efter naboretlige regler skulle tåle, og stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Dommen er i o.m. gældende ret, hvorefter gener fra beplantning skal nedbringes, når tålegrænsen er overskredet. Da træerne ikke kunne beskæres, måtte de fældes. Der var ikke i sagen nedlagt påstand om fældning af et mindre antal træer, og retten tog derfor ikke stilling til, om en delvis fældning kunne reducere skyggevirkningen m.v. til tålegrænsen. Træerne havde ikke hegnsfunktion, og forholdet var derfor ikke omfattet af hegnsloven. Kommenteret Hegnslov, side 200.
 

Om hegn

Om træer