HEGNSLOVENS § 19, STK. 1, OM BESKADIGELSE AF HEGN
af fhv. universitetslektor og advokat Bendt Berg
 

1. REGLENS OMRÅDE

Hegnslovens § 19, stk. 1, bestemmer, at den jord, der grænser op til hegnet, må ikke behandles eller benyttes, så hegnet beskadiges. Bestemmelsen handler om beskadigelse af hegn. Der er en omfattende retspraksis om anvendelsen af bestemmelsen i hegnslovens § 19, stk. 1, på tiltag, der beskadiger eller kan beskadige et hegn. Sagerne vedrører ofte supplerende egne hegn eller anden beplantning.

Med henvisning til bestemmelsen fastsættes i praksis i hegnsynenes afgørelser bestemmelser om afstand til hegn eller fritlæggelse af areal langs hegn af hensyn til vedligeholdelse af hegnet.
 

2. BETINGELSERNE FOR ANVENDELSE AF REGLEN

Det er et almindeligt krav, at hegnsynet som forvaltningsmyndighed kun kan træffe afgørelse, når der er hjemmel i hegnsloven. Dette betegnes som legalitetsprincippet.

Endvidere begrænses hegnsynets muligheder for at træffe afgørelse af forhandlingsprincippet. Hegnsynets afgørelse skal ligge inden for parternes påstande i hegnssagen.

Endelig er det en grundlæggende betingelse, at hegnsynet kun kan behandle en konkret, aktuel hegnstvist.

Træffer hegnsynet afgørelse om forhold, der ligger uden for hegnsynets kompetenceområde, har afgørelsen ingen retskraft. Tilsvarende gælder forhold, som hegnssagens parter ikke har bedt hegnsynet træffe afgørelse om.

Det er en særlig ordning, at hegnsynets afgørelse kan tvangsfuldbyrdes ved hegnsynets foranstaltning. En afgørelse om forhold, der ligger uden for hegnsynets kompetence, kan ikke tvangsfudbyrdes. Tilsvarende gælder et forlig i en hegnssag.
 

3. BESTEMMELSER OM AFSTANDSKRAV

Når spørgsmålet tages op i forbindelse prøvelse af hegnsynets afgørelse ved domstolene, anlægger retten en helt konkret vurdering, idet der tages hensyn til hegnsynets faglige vurdering. Ofte tages spørgsmålet slet ikke op, og rettens afgørelse stadfæster blot afstandsbestemmelsen. Det følger af forhandlingsprincippet, at retten kun tager stilling til det, som parterne fremfører.

For så vidt angår afstandskravet bestemmer flere afgørelser, at tæt placerede faste hegn skal fjernes eller flyttes, når de vil forhindre fælleshækken i at udvikle sig, se Kommenteret Hegnslov, side 182. To ældre landvæsenskommissionskendselser fra Århusområdet stadfæster med henvisning til hegnslovens § 2, at supplerende faste hegn skal flyttes 50 cm af hensyn til hækkens vækst og vedligeholdelsen. Modsat kommer en afgørelse i KFE 1981, side 248, frem til, at et flethegn, der stod tæt op ad en fælleshæk, kunne blive stående, da flethegnet efter en sagkyndig vurdering ikke påførte hækken gener.

Disse afgørelse har klar hjemmel i hegnslovens § 19, stk. 1, når der er tale om beskadigelse eller risiko for beskadigelse af hegnet, hvilket er en forudsætning for at anvende bestemmelsen.

I ingen af sagerne synes hegnsynet at have hørt sagens parter om spørgsmålet. I praksis medfører denne sagsbehandlingsfejl normalt ikke, at hegnsynets kendelse tilsidesættes på det punkt, se Kommenteret Hegnslov, side 345. I de omtalte sager fra Århusområdet blev spørgsmålet om afstand af hensyn til vedligeholdelse ikke særskilt pådømt.

I en nyere sag er spørgsmålet om afstand blevet forelagt for retten i forbindelse med prøvelse af en hegnsynskendelse, hvilket har givet retten anledning til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Helsingør Byrets dom af 22.4.2010 vedrører en tvist om friholdelse af et areal langs et hegn til vedligeholdelse af hegnet. En grundejer havde opsat et 1 m højt træhegn i skellet, og naboejeren havde plantet en bøgehæk på sin grund i kort afstand fra skellet. Hegnsynet havde bestemt, at naboens hegn af hensyn til vedligeholdelsen skulle holdes, således at der var mindst 50 cm mellem de to hegn. Retten fandt, at der ikke var hjemmel til at bestemme, at der skulle friholdes et areal mellem de to hegn og ophævede hegnsynets afgørelse. Kommenteret Hegnslov, side 53.

Afgørelsen er den ledende dom om spørgsmålet. Bemærk, det er uden betydning, at træhegnet i sagen er et eget hegn.
 

4. FÆLLESHEGN

Hegnslovens almindelige regler går ud på, at grundejere har hegnsforpligtelser ved fælleshegn. Disse forpligtelser kan efter praksis føre til, at der ved levende fælleshegn skal holdes et mindre areal frit langs hegnet for ikke at beskadige hegnet. Hvor stor afstanden skal være beror på en vurdering, der normalt kan foretages af det plantningningskyndige medlem af hegnsynet. I praksis anses 50 cm fra skellet eller hegnets basis som retningsgivende.

En tilsvarende friholdelse af et areal kan normalt ikke bestemmes ved et fast fælleshegn. Grundejerne har de almindelige hegnsforpligtelser ved fælleshegn, men der gælder ikke ved faste hegn de samme hensyn til vedligeholdelse som ved levende hegn, og grundejernes rådighed over et fast fælleshegn er ikke begrænset på samme måde, idet der kan opsættes espalier, mindre skure, halvtage, lysanlæg mv., se hegnslovens § 25, stk 1.
 

5. EGNE HEGN

Ved egne hegn påhviler hegnsforpligtelserne normalt hegnets ejer. En grundejer har ingen hegnsforpligtelser over for naboens eget hegn, hverken over for naboens levende hegn eller faste hegn. Der kan derfor ikke fastsættes noget friareal eller nogen afstand til et eget hegn på nabogrunden.

Bemærk, at et eget hegn kan sættes helt op til naboskellet, hvis der ikke er et levende fælleshegn. I så fald bortfalder hegnspligten, jf. hegnslovens § 11, stk. 2. Hegnsejeren vælger selv hegnets placering. Det forhold, at hegnet er sat umiddelbart op til skellet, så hegnsejeren måske ikke kan vedligeholde sit eget hegn, er hegnsejerens eget problem.

Opsætter begge grundejere egne hegn, kan disse hegn stå helt tæt ved skellet på begge ejendomme, se Kommenteret Hegnslov, side 52, bemærkningerne til hegnslovens § 1.
 

6. PLADS TIL VEDLIGEHOLDELSE

Hegnsynenes bestemmelser om friarealer langs hegn indeholder ofte tillige en bestemmelse om, at der skal være ”plads til vedligeholdelse”.

Det er tvivlsomt, om hegnslovens § 19, stk. 1, indeholder den fornødne hjemmel til at træffe en sådan bestemmelse. Forholdet har ikke noget med beskadigelse af hegnet at gøre. En bestemmelse kan heller ikke træffes med hjemmel i den almindelige vedligeholdelsesregel i hegnslovens § 18, stk. 1, eller i hegnslovens § 41, stk. 1, om supplerende bestemmelser, selv om denne regel ikke er udtømmende.* En grundejer bestemmer selv, hvordan vedkommende vil passe fælleshegnet og opfylde hegnsforpligtelserne. Det er ikke noget hverken naboen eller hegnsynet skal blande sig i.

En bestemmelse om at holde et areal fri langs hegnet, for at grundejeren kan vedligeholde hegnet, ville indebære en rådighedsbegrænsning for ejeren i form af en servitut på ejendommen. En sådan servitut kan kun pålægges, hvor der er en klar lovhjemmel. En sådan lovhjemmel findes ikke i hegnsloven.

Det er derfor ikke hjemmel til, at hegnsynet bestemmer, at der skal være plads til vedligeholdelse.

Naboens rettigheder er varetaget tilstrækkeligt ved hegnslovens almindelige vedligeholdelsesregler i § 18, og kun hvor der foreligger en konkret, aktuel tvist, kan hegnsynet træffe afgørelse i sagen.

Dertil kommer, at en bestemmelse om plads til vedligeholdelse i praksis ville være både vanskelig og særdeles bekostelig for grundejerne at tvangsfuldbyrde.
 

7. RESULTAT

Resultatet er, at hegnsynet i forbindelse med fastsættelse af hegnets dimensioner, typisk hegnets højde, kan træffe en supplerende bestemmelse om afstand af hensyn til hækkens vækst og nødvendig renholdelse langs et levende fælleshegn. Det sidste er ofte aktuelt ved nyplantede levende hegn. Hjemmel kan findes i hegnslovens § 19, stk. 1, som denne bestemmelse er anvendt i praksis. Derimod kan hegnsynet ikke træffe nogen bestemmelse om afstand for at kunne vedligeholde hegnet.

Vedrører klagers påstand manglende vedligeholdelse af fælleshækken, kan hegnsynet alene træffe afgørelse om et vedligeholdelsespålæg efter hegnslovens § 26 og følge dette pålæg op ved at klippe hækken, jf. hegnslovens § 44, stk. 1. I den forbindelse kan hegnsynet beskære generende beplantning, men det kan alene ske i det omfang, beskæring er nødvendig for arbejdets udførelse. Et almindeligt vedligeholdelsespålæg kan ikke indeholde en bestemmelse om fremover at holde afstand.

Det skal tilføjes, at den særlige regel i hegnslovens § 22 om begrænset adgang til vedligeholdelse fra naboejendommen kun gælder for levende hegn, og i praksis er der i tilknytning til servitutmæssig vedligeholdelsespligt truffet afgørelse om at fjerne hindringer, der kunne vanskeliggøre vedligeholdelsen. Bestemmelsen afgiver dog ikke hjemmel til at udlægge et areal til vedligeholdelse.

Det forekommer, at hegnsynet i hegnssager tager stilling til forhold, som er den konkrete sag uvedkommende, eller som hegnssagens parter ikke har bedt hegnsynet tage stilling til. Det forekommer således, at hegnsynet, uden at hegnssagens parter rejser spørgsmålet, inddrager skellets beliggenhed i sagen, selv om det er sagen uvedkommende, og hegnsynet ikke kan beskæftige sig med skellets beliggenhed. En bestemmelse om at friholde et areal indebærer en begrænsning af ejerens dispositionsret over ejendommen og kræver derfor hjemmel.

Disse selvstændige initiativer kan give anledning til vanskeligheder, når resultatet er, at hegnsynet ikke kan tvangsfuldbyrde en afgørelse. Det understreger vigtigheden af, at hegnsynet overholder reglen om, at der skal være hjemmel for hegnsynets afgørelse, og at afgørelsen skal holdes inden for parternes påstande i hegnssagen.

* Sammenhold med UfR 1945, side 996 Ø, hvorefter bygningsvedtægtens § 16, stk. 1, litra f, må antages at ligge udenfor, hvad der er hjemlet i Københavns byggelovs § 59, stk. 2, om vedligeholdelse af hegn. Kommenteret Hegnslov, side 424.

10.03.2016