FORLIG I HEGNSSAGER
af fhv.
universitetslektor og advokat Bendt Berg
1. INDLEDNING
Efter gældende regler henhører
private nabokonflikter under domstolenes sagsområde. Kun i
enkelte tilfælde er løsningen af nabotvister henlagt til
andre. Efter hegnsloven afgøres naboretlige hegnstvister af de
kommunale hegnsyn. Efter udstykningsloven foretages fastlæggelse
af ejendomsskel af en autoriseret landinspektør. I begge
situationer kan sagerne afgøres ved et forlig, eller
afgørelserne kan efterfølgende indbringes for retten.
2. GRUNDLAGET FOR FORLIG I HEGNSSAGER
Efter gældende ret kan parterne i en hegnsvtist afslutte sagen med at indgå en frivillig aftale. Den tekniske betegnelse for en sådan aftale er et ”forlig”. I hegnssager betegnes dette som et hegnsynsforlig.
Reglerne herom findes i 1950-hegnslovens § 38. Efter bestemmelsens stk. 1, skal hegnsynsformanden under forhandlingerne vejlede parterne og søge tilvejebragt forlig.
Tilsvarende bestemmelser om forlig i hegnssager fandtes i 1869-hegnslovens § 16, hvorefter synsmændene skulle søge tilvejebragt forlig mellem parterne, når dette kunne lade sig gøre.
Hegnsynene er ikke forligskommissioner men private, administrative tvistnævn.(1) Forvaltningsrettens almindelige regler om habilitet er gældende. Det betyder, at der stilles krav om, at hegnsynsmedlemmerne har sagkundskab inden for retsområdet. Efter hegnslovens § 27 skal der endvidere i hegnsynet være et plantningskyndigt og et bygningskyndigt medlem. Der er ikke noget krav om, at hegnsynsmedlemmerne har kendskab til mægling.
Ved politi- og domstolsreformen 2007 indførtes i retsplejeloven regler om retsmægling i forbindelse med retssager.
Ordningen med retsmægling ved
domstolene betyder, at de tidligere overvejelser om hegnsynets
funktion som mægler i nabokonflikter ikke længere er
anvendelige i hegnssager ved hegnsynet.(2)
3. FØR HEGNSSAGEN
Forvaltningslovens § 7, stk. 1, indeholder en regel om vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse til en myndighed om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Principperne i denne bestemmelse er gældende for hegnsynenes sagsbehandling.(3) Det betyder, at hegnsynet som forvaltningsmyndighed skal give vejledning før en hegnssag. Denne vejledning bør gives af hegnsynets sekretariat, og der kan kun gives regelvejledning. (4)
Netop hegnsynets sekretariat er
velegnet til at vejlede de grundejere, der retter henvendelse til
hegnsynet. Normalt kender grundejerne ikke hegnsloven, og erfaringen
viser, at mange tvister løses, når grundejerne gøres
bekendt med reglerne. Sekretariatets erfaring med konfliktløsning
er på dette tidspunkt anvendelig for at undgå egentlige
sager, som for mange grundejere er meget belastende.
4. UNDER HEGNSSAGEN
Hegnsloven indeholder alene regler om forligsmægling og forlig under forhandlingerne i en hegnssag. Reglerne om forlig i hegnssager ved hegnsynet er nærmere beskrevet i Kommenteret Hegnslov (2014), side 321-330.
Forlig er en aftale mellem hegnssagens parter, der endeligt afslutter hegnssagen. Udgangspunktet er, at grundejere frit kan aftale, hvad de kan kan blive enige om, med de begrænsninger der følger af lovgivningens regler, jf. Danske Lov 5-1-1. En aftales bindende virkning kan alene afgøres ved domstolene, jf. Kommenteret Hegnslov, side 328.
Et forlig efter hegnslovens § 38, stk. 1, har karakter af et retsforlig. Et retsforlig er kendetegnet ved, at det kan fuldbyrdes.(5) Et forlig for hegnsynet kan tvangsfuldbyrdes efter hegnslovens § 44, stk. 1.
Efter hegnslovens § 38, stk. 1, skal hegnsynsformanden under forhandlingerne vejlede parterne og søge forlig tilvejebragt imellem dem. Forpligtelsen efter bestemmelsen er dobbelt; parterne skal have vejledning, og derefter skal der søges indgået forlig. De to forpligtelser hænger sammen.
Vejledningspligten betyder, at hegnssagens parter skal have en orientering om, hvilken betydning hegnslovens regler har for den pågældende hegnstvist og om de oplysninger, som parterne skal tilvejebringe som led i hegnssagens behandling. Hegnssagens parter skal have oplysning om forhold af betydning for parternes retsstilling. Vejledningspligtens funktion er netop at undgå, at parterne indgår aftaler på grundlag af urigtige forudsætninger .
Tilsidesættelse af vejledningspligten kan efter en konkret vurdering anses som en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der medfører, at hegnsynets kendelse ophæves som ugyldig, se Svendborg Byrets dom af 12.3.2013 (BS R4-757/2012) og Kommenteret Hegnslov, side 322.
Derimod er der ikke en egentlig pligt
til at forsøge opnået forlig. Forligsmægling kan
undlades, hvis det på forhånd er klart, at forligsmægling
vil være forgæves, f.eks. hvis parterne ikke vil
forliges. Undladelse af forligsmægling er ikke sanktioneret;
undladt forligsmægling kan ikke medføre, at hegnsynets
kendelse tilsidesættes som ugyldig.
5. FORUDSÆTNINGERNE FOR FORLIG I HEGNSSAGER
Et forlig i forbindelse med en hegnssag ved hegnsynet kræver en udtømmende vejledning fra hegnsynsformanden til sagens parter.
Som nævnt er en aftale som udgangspunkt bindende for hegnssagens parter. Et forlig kan imidlertid anfægtes på grund af hegnsynets sagsbehandling, f.eks. at parterne slet ikke har modtaget vejledning, eller hvis parterne er vildledt ved urigtig udtalelser om deres retsstilling. Dette er et særligt problem ved retsforlig.(6) Endvidere er det i almindelighed en forudsætning, at parterne kan disponere også ved en privat aftale.
En nyere byretsafgørelse illustrerer problemet med vejledning og forligs bindende virkning i hegnssager.
Roskilde Byrets kendelse af 24.4.2012 (BS 3A-1135/2011) handler om en grundejer,der anlagde sag med påstand om fældning eller beskæring af et ca. 20 m højt lindetræ, der stod tæt ved skellet på naboejendommen. En hegnssag var blevet forligt ved, at et træhegn skulle formes op til træet, og træet og hegnet skulle fremover vedligeholdes efter reglerne i hegnsloven. Træet skulle beskæres igen 2 år senere, og en tyk gren 2,5 m oppe skulle skæres væk. Hegnsynsformanden havde vejledt om domme om fældning af træer, men havde rådet til, at grundejeren indgik forlig. Spørgsmålet om afvisning af sagen blev pådømt særskilt efter retsplejelovens § 253. Grundejeren gjorde gældende, at hegnsynet kun er kompetent i forhold til hegnet og ikke i forhold til træet. Hegnsynsformanden kunne ikke rådgive om naboretlige regler, som ikke kunne påberåbes under hegnssagen. Naboen henviste til, at fjernelse af træer havde været drøftet under hegnsynsforretningen, og at hegnssagen blev forligt, hvorefter træet skulle blive stående. Parterne havde derfor anerkendt hegnsynets kompetence. Retten fandt, at træet ikke havde karakter af hegn og ikke var omfattet af hegnslovens regler. Da grundejeren havde været afskåret fra at påberåbe sig almindelige naboretlige regler, var grundejeren ikke afskåret fra at anlægge retssag med påstand om, at træet skulle fældes.
Resultatet af afgørelsen er, hegnsynsformanden kan vejlede om reglerne i hegnsloven, men ikke om andre retsområder.
Som forvaltningsmyndighed er hegnsynets kompetence begrænset af hegnslovens regler. Hegnsynet kan derfor ikke træffe afgørelse om forhold, hvor der ikke er hjemmel i hegnsloven. Tilsvarende kan hegnsynet ikke medvirke til en ordning af forhold mellem naboer, der ligger uden for hegnsynets fagområde.
Ved politi- og domstolsreformen 2007 indførtes retsmægling i forbindelse med retssager som en frivillig ordning, som gennemføres af særligt udpegede retsmæglere. Ved retsmægling er det muligt som led i et forlig at opnå resultater, som ikke kan opnås i en dom ved retten. Efter retsplejebetænkningen forudsættes retsmægling netop anvendt ved nabokonflikter. Hegnsynet ville derfor ved videregående forligsløsninger bevæge sig ind på et område, som er omfattet af reglerne om retsmægling.
Skal forligsmægling praktiseres ved hegnsynet, skal det derfor normalt ske inden for rammerne af hegnsloven.
Forlig for hegnsynet er derfor principielt begrænset til hegnslovens område. Sagens parter kan kun i meget begrænset omfang som led i et forlig for hegnsynet medtage forhold uden for hegnslovens område, og det forudsat at forholdet er relevant for hegnstvisten. Det kunne f.eks. være afskæring af en gren men ikke fældning af et træ. Forhold, der ikke er relevante for løsningen af hegnstvisten kan ikke medtages i et forlig for hegnsynet.
Da hegnstvister i langt de fleste tilfælde har deres baggrund i andre nabostridigheder, er et forlig for hegnsynet ikke egnet til at løse almindelige nabokonflikter.
Det er således klart, at hegnsynsforlig ikke kan omfatte tvister inden for andre myndigheders sagsområde. Det gælder f.eks. forhold, der henhører under bygningsmyndigheden eller fredningsmyndigheden. Tilsvarende kan hegnsynsforlig heller ikke omfatte forhold, der er undergivet privat regulering, f.eks. flytning af legeredskaber.
Selv om et forlig i en hegnssag, på samme måde som i en retssag, som udgangspunkt skal ligge inden for parternes påstande i hegnssagen og dermed inden for realiteten i hegnssagen, er det formentlig almindelig praksis i hegnssager ved hegnsynet, at aftaler om andre forhold kan opretholdes, blot parternes forlig har holdt sig inden for hegnslovens område. Om forliget er kommet i stand efter parternes indbyrdes drøftelser eller efter hegnsynets vejledning er sådan set underordnet. Forlig indgås formentlig ofte efter hegnssynets tilkendegivelse til parterne med det resultat, som en kendelse må antages at ville få.
Også inden for hegnslovens område er der eksempler på begrænsninger af parternes muligheder for aftaler. Efter hegnslovens § 37, stk. 1, 2. pkt., kan hegnssagens parter efter bestemmelsens tekst vedtage hegnsynets kompetence til at afgøre tvivlsspørgsmål ved anvendelsen af særlige retsgrundlag i hegnssager. Det accepteres næppe af domstolene.
Vejle Civilrets dom af 23.6.1999 (BS
672/98) vedrørte en hegnsynssag, hvor parterne havde
vedtaget, at hegnsynet kunne afgøre en tvist om hævd,
hvorefter hegnsynet traf afgørelse i sagen. Ved en
efterfølgende civil retssag så retten bort fra parternes
aftale om hegnsynets kompetence og hegnsynets afgørelse og
traf afgørelse om hævdspørgsmålet.
6. KONKLUSION
Aftaler mellem hegnssagens parter i forbindelse med en hegnssag ved hegnsynet er derfor undergivet en række begrænsninger. Spørgsmålet må afgøres helt konkret i den enkelte sag.
Manglende vejledning eller fejlagtig vejledning er desværre ofte forekommende i hegnssager. Vejledning om hegnsreglerne og deres anvendelse bør derfor overlades til sekretariatet før hegnssagen med det formål at undgå egentlige sager, som kun er en yderligere belastning af et af et i forvejen anstrengt naboforhold.
Det er derfor uberettiget at kritisere hegnsynene for, at sagerne ikke afsluttes med et forlig mellem sagens parter. Når en sag alligevel når frem til behandling ved hegnsynet, skal hegnsynet først og fremmest koncentrere sig om anvende hegnslovens regler korrekt.(7)
Det er et almindeligt myndighedskrav for at fungere som hegnsyn, at hegnsynsmedlemmerne sætter sig grundigt ind i reglerne og praksis. Det er også forudsætningen for at kunne vejlede sagens parter korrekt og eventuelt kunne afslutte en hegnssag med et forlig. Det er derimod ikke noget krav, at hegnsynene skal beskæftige sig med konflikthåndtering. Den opgave løses ofte bedre i et andet forum.
Resultatet er, at grundejerne kan aftale, hvad de vil, blot ikke i forbindelse med en hegnssag ved hegnsynet, hvor en forligsmæssig løsning normalt vil være begrænset til at løse den konkrete hegnstvist.
Et forlig i en hegnssag, der opfylder betingelserne, har samme retsvirkning som en kendelse, jf. hegnslovens § 38, stk. 3. Misligholdelse af et hegnsynsforlig medfører derfor ikke uden videre, at forliget bortfalder, men at forliget kan tvangsfuldbyrdes efter hegnslovens særlige tvangsfuldbyrdelsesregler.
En vedtagelse mellem sagens parter, som ikke kan tvangsfuldbyrdes, kan ikke være led i et retsforlig for hegnsynet, selv om vedtagelsen måtte fremgå af hegnsynets protokol. At tage stilling til en sådan ordning mellem sagens parter er ikke noget, som hegnsynet kan beskæftige sig med.
Afsluttes en sag ved hegnsynet med et
forlig om forhold, som ikke er omfattet af hegnslovens regler, er der
ikke tale om en afsluttet ”hegnssag”, og
vederlagsbekendtgørelsens regler om betaling kan derfor ikke
finde anvendelse, jf. vederlagsbekendtgørelsen § 2, stk.
1.
NOTER:
(1) Kommenteret Hegnslov, 2014, side 239, og Bent Christensen: Nævn og Råd , 1958, side 91. Et udvalgt nedsat under Landbrugsministeriet i 1974 fremkom i et notat af 7.9.1978 med et forlag til en ordning til afløsning af landvæsensretter og hegnsyn, hvorefter lokalnævn kun skulle fungere som forligskommissioner. Udvalgets arbejde blev stillet i bero på en afklaring af det fremtidige ankesystem i hegnsloven.
(2) Se Hegnsloven. Håndbog for Hegnsynsmænd (1989), side 18, og J. Kisbye-Møller i UfR 1986 B, side 126 (note 1) om hegnsynets muligheder for at medvirke som privat voldgift m.h.t. andre naboretlige tvister. Synspunktet blev kritiseret af flere dommere som landvæsenskommissionsformænd.
(3) Kommenteret Hegnslov, side 266.
(4) Kommenteret Hegnslov, side 322, og Lyngby Byrets kendelse af 30.10.2009 (BS-3075/2008)
(5) Et retsforlig er et forlig indgået for en domstol eller en anden myndighed, hvis afgørelser efter lovgivningen kan fuldbyrdes, se W.E. von Eyben: Jurídisk Ordbog, 1993.
(6) Gomard og Kistrup: Civilprocessen (7. udgave, 2013), side 634.
(7) Det er stadig et problem, at godt halvdelen af de hegnsynskendelser, der indbringes til prøvelse ved retten, tilsidesættes af retten på grund af forkert anvendelse af hegnslovens regler.
06.04.2017, revideret 28.11.2017