KAN RETSSAG OM HEGNSYNETS KENDELSE ANLÆGGES MOD HEGNSYNET?
Af fhv. universitetslektor og advokat Bendt Berg
1. Prøvelse af vurderingsmændenes kendelse
Ved UfR 2023.4840 H, Højesterets dom af 15.8.2023 (BS-40602/2022-HJR (2. afd.), bestemte Højesteret, at der ikke var grundlag for at afvise en nabotvist anlagt mod vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven om lovligheden af en afgørelse.
En nabo havde indgivet en klage til formanden for vurderingsmændene med anmodning om, at der blev set på en nabostrid om, at grundejerens heste spiste af hans hæk. Naboen henviste til mark- og vejfredslovens § 1 om, at enhver er pligtig til på alle årstider at holde sine husdyr på egen grund. Efter afholdt vurderingsforretning traf vurderingsmændene ved hegnsynets kendelse afgørelse om, at grundejeren skulle foranstalte en ny forbedret indhegning af sine heste for at undgå fremtidige skader på naboens hæk, idet det blev lagt lagt til grund, at skaderne var forårsaget af grundejerens heste. Grundejeren anlagde sag mod Hegnsynet ved Helsingør Kommune ved formanden med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Byretten fandt, at kendelsen afgjorde en tvist af privatretlig karakter mellem private parter, og at prøvelse af en sådan kendelse alene kan ske ved privat søgsmål mod den anden private part og ikke mod hegnsynet eller vurderingsformanden. Retten afviste sagen. Landsretten lagde til grund, at afgørelsen var truffet i medfør af mark- og vejfredsloven. Retten henviste til lovens forarbejder og fandt, at der ikke i sagen var fremkommet noget, der medførte ændringer i forarbejdernes udgangspunkt, at retssag skal anlægges mod den private modpart i sagen. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Højesteret lagde til grund, at afgørelsen var truffet af vurderingsmændene i medfør af mark- og vejfredsloven. Højesteret mente, at udgangspunktet om, at retssag skal anlægges mod den private modpart kunne fraviges i visse tilfælde, herunder ved sagsbehandlingsfejl eller lignende, og at sagen rejste så væsentlige spørgsmål om vurderingsmændenes kompetence, at der ikke var grundlag for at afvise sagen anlagt mod vurderingsmændene. Vurderingsmændenes kendelse blev derefter ophævet.
2. Sammenblanding af funktioner
I Højesterets dom lægges ubestridt til grund at sagen må anses for at være anlagt mod det administrative nævn, vurderingsmændene i kommunen, der traf den omtvistede afgørelse.
I den aktuelle sag fremtræder afgørelsen som ”hegnsynets kendelse”, og sagsøger har anlagt retssagen mod ”Hegnsynet Helsingør Kommune ved formanden”. Sagsøgte er herefter hegnsynet som myndighed og ikke vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven. Sagen er derfor anlagt mod den forkerte myndighed, da hegnsynet ikke har truffet nogen afgørelse i sagen. Sager efter mark- og vejfredsloven afgøres ved vurderingsmændenes kendelse.
Der er ikke identitet mellem hegnsynet og vurderingsmændene. Der er tale om to kommunale, administrative tvistnævn med vidt forskellige kompetenceområder, som intet har med hinanden at gøre, og det kan undre, at hverken medlemmerne af nævnene eller parterne under sagen for tre retsinstanser er opmærksom på sammenblandingen af de to funktioner.
Det er nærliggende at antage, at der er tale om en fejllæsning af mark- og vejfredsloven. Hegnsynenes medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen, og vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven beskikkes af kommunalbestyrelsen. Efter bestemmelsen i mark- og vejfredslovens § 21, stk. 4, kan vurderingsforretningerne overdrages til ”medlemmerne” af hegnsynet. Det betyder, at medlemmerne af kommunens hegnsyn kan udpeges som vurderingsmænd. Vurderingsforretningerne overdrages i så fald til medlemmerne af hegnsynet som vurderingsmænd og ikke til hegnsynet som myndighed.(1)
Det afgørende er imidlertid, at der ikke er tale om nogen domstolsprøvelse af en hegnsynskendelse men om prøvelse af en kendelse afsagt af vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven.
Sagen vedrørte herefter lovligheden af en kendelse, som var truffet af en hegnsynsformand som vurderingsformand efter mark- og vejfredsloven.
3. Lovforarbejdernes betydning (mark- og vejfredsloven)
Mark- og vejfredslovens § 20 bestemmer, at vurderingsmændenes afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det betyder, at der ikke er nogen administrativ klageadgang. Imidlertid kan afgørelsen, som andre forvaltningsafgørelser, altid ved en civil retssag indbringes til prøvelse ved retten efter den almindelige regel i grundlovens § 63, stk.1, om domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser.
I dommen lægges betydelig vægt på lovens forarbejder, i dette tilfælde lovforslag L 168 af 1.3.2006, der bl.a. indeholder følgende:
”Vurderingsmændenes afgørelser vil fremover kunne indbringes for domstolene efter almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser. Da vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven afgør tvister af privatretlig karakter mellem private, vil en retssag i givet fald som udgangspunkt skulle anlægges mod den private modpart i tvisten, og ikke mod vurderingsmændene.”
På baggrund af lovens forarbejder og tidligere praksis fastslog Højesteret, at der i den konkrete situation var anledning til at fravige udgangspunktet. Det anføres således i Højesterets dom, at der i visse tilfælde, herunder i tilfælde hvor vurderingsmændenes afgørelse er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende kan ske fravigelse af udgangspunktet om, at sagen kun kan anlægges mod den private modpart. Da sagen rejste så væsentlige spørgsmål om vurderingsmændenes kompetence og om afgrænsning af deres beføjelser efter mark- og vejfredsloven, kunne der ske en fravigelse af udgangspunktet. Sagen anlagt mod vurderingsmændene kunne derfor ikke afvises.
Højesterets dom i UfR 2023.4840 H, anses for et væsentligt præjudikat for spørgsmålet om, hvem der er rette sagsøgte ved prøvelse af afgørelser truffet af administrative tvistnævn.(2)
Højesteret fastslog, at vurderingsmændene er et tvistnævn, som afgør tvister af privatretlig karakter mellem private, og at en retssag som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart og ikke mod vurderingsmændene. Udgangspunktet kan dog fraviges i konkrete tilfælde som det foreliggende, hvor det gøres gældende, at afgørelsen er ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl eller lignende.
Selv om sagsøgte i dommen angives som hegnsynet (som myndighed), omhandler sagen ikke en kendelse afsagt af hegnsynet, og der er ved dommen ikke taget stilling til anvendelsen af hegnslovens regler. Dertil kommer, at hegnsynet som myndighed adskiller sig som privat tvistnævn på væsentlige punkter fra andre administrative tvistnævn, herunder vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven.
5. Lovforarbejdernes betydning (hegnsloven)
I modsætning til mark- og vejfredsloven indeholder hegnsloven en særlig bestemmelse i hegnslovens § 43, stk. 2, om domstolsprøvelse af hegnssager. Bestemmelsen adskiller sig bl.a. fra lignende bestemmelser i andre forvaltningslove ved en kortere søgsmålsfrist på 4 uger.
Hegnsloven indeholder i § 43, stk. 2, en særskilt bestemmelse om rettens prøvelse af hegnsynenes afgørelser. I bemærkningerne til lovforslag L 2007 (FT 2000-01) 28.3.2001, hvor domstolsprøvelse afløste ankeadgang, oplyses, at hegnsynets afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse, og at hegnsynets afgørelse kan indbringes for domstolene til prøvelse efter grundlovens § 63.
”Den, der ønsker at anfægte hegnsynets afgørelse, må herefter indbringe sagen for de almindelige domstole. Sagen vil i givet fald skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnsynet og ikke mod hegnsynet.”
Videre hedder det: ”Den foreslåede regel om indbringelse for domstolene vil også gælde, hvis en part ønsker at anfægte hegnsynets afgørelse om afvisning af en sag.”
Forarbejderne til hegnslovens regler er en anvisning på anvendelsen af lovteksten, og anlæg af retssag mod den anden part i hegnssagen er ikke kun et ”udgangspunkt” som i mark- og vejfredsloven. Bemærkningerne nævner særligt, at tilsvarende gælder hegnsynets afvisning af en sag. Netop kompetencespørgsmålet er ofte aktuelt i hegnssager, hvor afvisning af sagen er resultatet.
Bestemmelsen i hegnslovens § 43, stk. 2, afløste en tilsvarende bestemmelse om ankeadgang til landvæsenskommissionen. Modparten i ankesagen har altid været den anden part i hegnssagen; hegnsynet har aldrig været part i en ankesag for landvæsenskommissionen. Landvæsenskommissionen har ved ankebehandling taget stilling til hegnsynets anvendelse af både materielle hegnsregler og af sagsbehandlingsregler.(3) Der er ingen ændringer i forhold til gældende praksis. Landvæsenskommissionernes praksis siden 1950-hegnsloven er hidtil fulgt op i retspraksis.(4)
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der alene er tale om tekniske ændringer, og at det ikke har været meningen at foretage andre ændringer i hegnsloven.
6. Hegnslovens system
Hegnssager efter hegnsloven er private partstvister. Som noget særligt styres hegnssager af forhandlingsprincippet, der giver sagens parter retten til at råde over sagen, og retsplejelovens regler anvendes supplerende og ikke forvaltningsretlige regler. Endvidere kan hegnsynenes afgørelser umiddelbart tvangsfuldbyrdes ved hegnsynet, og fogedretlige regler anvendes supplerende. Hegnsynene har derfor flere lighedspunkter med domstolssystemet end med almindelige forvaltningsmyndigheder. Baggrunden herfor er, at hegnsynene oprindelig hørte under landvæsensretterne og var omfattet af landvæsensretslovens regler.
Dertil kommer, at de særlige regler for hegnsynenes sagsbehandling er begrundet i et ønske om en hurtig afklaring af hegnstvister, som er belastende nabokonflikter. I bemærkningerne til lovforslag L 207 oplyses som begrundelse for den korte søgsmålsfrist, at det ofte er væsentligt, at en hegnssag hurtigt kan få sin endelige afgørelse. Intentionen er, at sagerne skal afgøres hurtigst muligt. Det tilgodeses ikke, hvis hegnstvister for domstolene skal afvente retssager mod hegnsynene, før den materielle hegnstvist kan behandles og afsluttes.
7. Konklusion
Ved dommen i UfR 2023.4840 H, har Højesteret i en sag efter mark- og vejfredsloven udtalt, at udgangspunktet om, at sagen anlægges mod den private modpart, kan fraviges i konkrete situationer, og at det må bero på parternes anbringender, og om det er hensigtsmæssigt, at kompetencespørgsmål og hjemmelsspørgsmål behandles i en sag mellem to private parter.
Højesterets dom siger intet om behandlingen af hegnssager efter hegnsloven.
Når henses til hegnslovens forarbejder, som er uden forbehold, lang og fast retspraksis, de særlige regler for hegnsynenes virksomhed og intentionerne om hurtig afslutning af hegnssager, kan der ikke fra Højesterets dom uden videre sluttes noget om, at sag om prøvelse af hegnsynets kendelse i visse tilfælde skal anlægges mod hegnsynet og ikke mod den anden part i hegnssagen.
Højesterets dom har derfor umiddelbart ikke ændret noget ved praksis i hegnssager, hvorefter prøvelse af hegnsynets kendelse ved retten sker ved retssag anlagt mod den anden part i hegnssagen og ikke mod hegnsynet.
NOTER
(1) Se også kommentaren i MRF 2022.35 til landsrettens dom i sagen.
(2) Spørgsmålet er omtalt flere steder i den juridiske litteratur, senest MRF 2023.122. En oversigt over private tvistnævn findes i Betænkning 1401 (2001) Reform af den civile retspleje I, side 634 f.
(3) Se endvidere artikel i Fuldmægtigen 5-2003, side 129-130, og Kommenteret Hegnslov (5. udg. 2023), side 373 f
(4) Modparten i kæresager om inhabilitet efter hegnslovens § 32, stk. 2, er normalt den anden part i hegnssagen og ikke hegnsynet, se f.eks. UfR 2014.760 Ø. Glostrup Byrets dom af 23.9.2020 (BS-577487/2019-GLO) er et eksempel på, at en sag om inhabilitet er anlagt mod hegnsynet.
02-12-2023