HEGNSLOVEN - ET OVERSET RETSOMRÅDE?

Af fhv. universitetslektor og advokat Bendt Berg

1. Hegnslovens myndighedssystem

Hegnsloven er en af de love, som har baggrund langt tilbage i Danmarkshistorien. Den nugældende lov om hegn er fra 1950, og man kan genfinde regler fra både forgængeren 1869-hegnsloven og Forordningen fra 1794. Hegnsloven udtrykker en række grundlæggende principper i dansk ret, som stadig er gældende. Hegnsloven af 1950 kan i 2020 fejre 70-års jubilæum.

Reglerne, som i dag er fuldt ud anvendelige, omfatter et par millioner private og offentlige grundejere. Alligevel er hegnsloven et af de lovområder, som har mindst opmærksomhed. Hegnsloven omtales kun sporadisk i den juridiske litteratur, og reglerne er stort set ukendt blandt jurister.(1) Retsområdet har i vidt omfang været overladt til landinspektørerne

Hegnsloven omfatter private tvister om hegn mellem grundejere. Selv om hegnslovens regler om fælleshegn og egne hegn er enkle, er sagsområdet som anden naboret ikke altid let tilgængeligt. Sagerne er præget af, at det er et meget konfliktfyldt sagsområde. Som noget særligt er afgørelsen i hegnstvister henlagt til hegnsyn, som er uafhængige, private tvistnævn udpeget af kommunalbestyrelserne.(2) Afgørelser i hegnssager var indtil 2001 underlagt anke til landvæsenskommissionerne, og er i dag, som andre forvaltningsafgørelser, efter hegnslovens § 43, stk. 2, underlagt almindelig domstolsprøvelse efter grundlovens § 63, dog med den forskel, at retten ikke kan tage stilling til spørgsmål, som ikke har været forelagt for hegnsynet, jf. hegnslovens § 43, stk. 1, 1. pkt.(3)

Hegnssager adskiller sig imidlertid også på andre områder fra almindelige forvaltningsafgørelser. Hegnssager, som er partstvister, styres af forhandlingsprincippet, og hegnslovens regler suppleres af retsplejelovens principper og ikke af forvaltningsretlige regler. Som noget særligt er tvangsfuldbyrdelse in natura i hegnssager efter hegnslovens § 44, stk. 1, henlagt til hegnsynene. Tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, der udspringer af en hegnsynsafgørelse, henhører fortsat under det fogedretlige system
 

2. Sondringen mellem fælleshegn og egne hegn

Hegnsloven omfatter alene hegn, som har hegnsfunktion i forhold til naboejendommen. Efter hegnslovens § 1, 1. pkt., omfatter loven både fælleshegn, som opsættes i ejendomsskel, og egne hegn, som opsættes på egen grund langs ejendomsskel. Hegnslovens definition af begreberne fælleshegn og egne hegn refererer sig herefter til hegnenes placering.

Afgørende for forskellen mellem fælleshegn og egne hegn er imidlertid ejerforholdet. Et fælleshegn er et fællesanliggende mellem grundejerne.(4) Fælleshegn er opsat på begges bekostning og efter fælles aftale. Fælleshegn ejes i sameje, og den enkelte grundejer ejer ikke nogen bestemt fysisk del af fælleshegnet. Begge grundejere har rettigheder og hegnsforpligtelser med hensyn til fælleshegn.

Et eget hegn er et hegn, som en grundejer ensidigt har bekostet og opsat på egen grund langs ejendommens skel, og som udfylder hegnsfunktioner i forhold til naboejendommen. Som ejer af hegnet råder grundejeren selv over hegnet.(5) Grundejeren har selv rettigheder og forpligtelser med hensyn til et eget hegn. Naboen til et eget hegn har ingen positive hegnsforpligtelser over for dette, men naboen har en vis indsigelsesret

Er hegnets status fastlagt som fælleshegn, anvendes hegnslovens regler om fælleshegn. Er hegnet et eget hegn, anvendes hegnslovens regler om egne hegn.(6) Der gælder efter hegnslovens § 7, stk. 1, en almindelig regel om gensidig hegnspligt for fælleshegn

Hegns placering er derfor ikke afgørende for hegnenes status. Mens fastlæggelse af ejendomsskel foregår med stor nøjagtighed, er det sjældent tilfældet med opsætning af hegn. Fælleshegn er ofte placeret upræcist i forhold til skellinjen. Det ændrer dog ikke hegnets karakter af fælleshegn. Bestemmelsen om hegnslovens § 9 om fælleshegns placering i skel er ikke bindende for grundejerne, der kan træffe aftale om en anden placering, jf. hegnslovens § 5. Endvidere forekommer det, at det heller ikke er muligt at placere fælleshegn i skellinjen.
 

3. Hegnslovens regler overses i retssager

Det forekommer, at hegnsreglerne helt overses i retssager. Et eksempel er UfR 2015.120 Ø/MAD 2014.281 Ø, der handler om hævdserhvervelse.

I sagen havde ejeren af en ejendom A i 1958 erhvervet et smalt stykke af naboejendommen B. Nogle år efter opsatte ejeren af A på sin ejendom et ca. 31 m langt levende hegn, som blev placeret præcis 40 cm fra det nye skel. Begge ejendomme skiftede senere ejere. Ejerne af B havde vedligeholdt hækken på den side, der vendte ind mod deres ejendom. Tilsvarende havde ejeren af A passet og klippet hækken på sin side. Grundejerne havde på skift klippet toppen af hækken. Ejerne af B mente, at hækken var et fælleshegn og gjorde gældende, at der var vundet hævd på arealet mellem skellet og hækkens midte. Ved en skelforretning i 2010 nåede landinspektøren frem til, at der ikke var vundet hævd med henvisning til, at det er en praktisk foranstaltning at vedligeholde hækken. Landinspektørens afgørelse blev indbragt for retten. Byretten fandt efter bevisførelsen, at ejerne siden 1964 havde vedligeholdt hækken fra hver deres side og ovenpå, og at der ikke var nogen aftale om, at ejerne af B skulle vedligeholde hækken. Da ejerne af B uberettiget og kontinuerligt havde udøvet en ejers rådighed over det omtvistede areal i mere end 20 år, var der vundet ejendomshævd på arealet beliggende mellem midten af den eksisterende hæk og det i 1958 fastsatte matrikulære skel. Landsretten lagde til grund, at hækkens placering var ubestridt, og at hækken i mere end 20 år før sagens anlæg havde været passet og klippet af ejerne og tidligere ejere af ejendommen B. Tilsvarende havde ejerne af A passet og klippet hækken på den side, der vender ind mod deres ejendom. Parterne havde på skift klippet toppen af hækken. Landsretten fandt, at den råden, som ejerne af B havde udøvet vedrørende hækken, ikke var tilstrækkelig til, at ejerne af B skulle have vundet ejendomshævd over jordstykket, jf. Danske Lov 5-5-1. Da det endvidere ikke var oplyst, at ejerne af B på anden særlig måde havde rådet over jordstykket, blev ejeren af A frifundet for påstanden om hævdserhvervelse.

Byretten kom frem til, at den uretmæssige råden medførte, at der var vundet hævd, mens landsretten fandt, at vedligeholdelse af hækken var utilstrækkeligt til at vinde ejendomshævd, og anden særlig råden over arealet ikke havde fundet sted. Både byretten og landsretten lagde til grund, at hegnet var opsat af A og placeret på A’s grund. Hegnet var herefter A’s eget hegn

Det er påfaldende, at sagen behandles i to retsinstanser, uden at nogen er opmærksom på hegnslovens almindelige vedligeholdelsesregler, som betyder, at en grundejer altid kan klippe den side af en hæk, der vender ind mod hans ejendom, jf. hegnslovens § 19, stk. 6. Bestemmelsen gælder både ved fælleshegn og egne hegn. Almindelig vedligeholdelse er derfor ikke retsstridig eller uretmæssig råden, og hævdserhvervelse alene ved vedligeholdelse af et hegn er dermed udelukket. Bestemmelsen i hegnslovens § 19, stk. 1, begrænser endvidere anvendelsen af den til hegnet stødende jord af hensyn til beskadigelse af hegnet
 .

4. Hegnsynenes fejlagtige retsopfattelse

Det er et tilbagevendende problem, at mange hegnsyn anvender hegnslovens regler ukorrekt eller finder løsninger, som ikke har hjemmel i hegnsloven.

Et par nyere domme illustrerer situationen

En dom, der udspringer af en i pressen meget omtalt sag om byggeriet Villa Leth ved Øresund, er Lyngby Byrets dom af 27.2.2018 (BS 155-109/2017 og BS 155-980/2017)

Sagen drejede sig om en nabotvist mellem to grundejere i Gentofte. En færdselsservitut fra 1956, der gav naboen ret til uhindret færdsel på sagsøgers grund ned til Øresund, blev opretholdt af byretten. En servitut fra 1898 om højden på hegn 2 alen (1,3 m) og beplantning 3 alen (1,88 m) fandt retten var bortfaldet, da den ikke var blevet overholdt af de ejendomme, som servitutten var pålagt. Hegnssagen vedrørte et ca. 40 år gammelt Kalmar-hegn, som var opsat af den tidligere ejer af sagsøgerens grund 0 cm til 15 cm fra skellet. Naboen havde i 1972 forlangt hegnet rykket 30 cm ind, hvilket hegnsynet havde afvist, da hegnet var en rimelig afskærmning. Ejeren havde vedligeholdt hegnet, men naboen havde malet med Gori på den side, der vendte ind mod naboen. I 2017 fjernede sagsøger hegnet, hvorefter naboen stillede krav om et midlertidigt hegn og retablering af hegnet som fælleshegn. Sagsøger påstod frifindelse. Hegnsynet mente, at det nedtagne hegn i sin tid var opsat tæt ved skel, og i praksis havde fungeret som fælleshegn mellem ejendommene i mange år. Hegnsynet afviste, at sagsøger havde varslet nedtagning af hegnet, jf. hegnslovens § 13, stk. 1. Hegnsynet fandt, at der ikke var hjemmel til at træffe bestemmelse om midlertidigt hegn, og bestemte, at Kalmar-hegnet skulle retableres i hele skellets længde som fælleshegn 1,80 m højt, og at sagsøger skulle afholde udgiften. For retten krævede sagsøger som fælleshegn en betonsokkel med et plankeværk med stedsegrønt 3,14 m højt. Retten lagde til grund, at hegnsynet havde anset det fjernede hegn som et eget hegn. Da der ikke var hjemmel til at træffe bestemmelse om opsættelse af midlertidigt hegn, og da sagsøgeren havde fjernet et eget hegn, som i praksis havde fungeret som fælleshegn gennem en lang årrække, var der ikke grundlag for at tilsidesætte eller ændre hegnsynets kendelse

I denne sag var Kalmar-hegnet ensidig opsat og betalt af den tidligere ejer af sagsøgerens ejendom, og hegnet var derfor sagsøgerens eget hegn. Hegnet var anset som forsvarligt hegn, der adskiller ejendommene. Kalmar-hegnet fungerer i så fald som hegn mellem ejendommene, men det kan ikke fungere som fælleshegn. Hegns status som eget hegn er lovbestemt og beror ikke på noget skøn fra hegnsynets side, og hegnsynet har ikke hjemmel til at bestemme, at et eget hegn udgør eller fungerer som fælleshegn. Ejeren af et eget hegn råder selv over hegnet, og naboen har ingen rettigheder over hegnet, men alene en indsigelsesret. Man kan ikke blive medejer ved at male et eget hegn på nabogrunden. Sagsøgeren har derfor været berettiget til at fjerne sit hegn uden at være forpligtet til at retablere hegnet som fælleshegn, og der gælder herefter hegnslovens almindelige regler om gensidig hegnspligt, jf. hegnslovens § 7, stk. 1.(7)

Under overskriften ”Naboer til jernbanearealer skal selv betale for hegn” refererer et større advokatfirma en dom, som angiveligt fastslår, at hegn mod jernbanearealer ikke er fælleshegn i hegnslovens forstand, og jernbaneselskabet derfor ikke er forpligtet til at deltage i opførelsen og vedligeholdelse af sådanne hegn.(8)

Sagen drejer sig om Københavns Byrets dom af 22.12.2015 (BS 1A-1627/2015), som handler om et hegn mellem Metroselskabet og tilgrænsende private grundejere

To grundejerforeninger i Kastrup havde opsat og betalt et 177 m langt plankeværk mod et jernbaneareal ejet af Metroselskabet. Ved en deklaration tinglyst i 1979 havde DSB tilladt, at grundejerforeningerne på en strækning af 140 m opsatte et plankeværk i skellet til Amagerbanens areal i stedet for et eksisterende trådhegn, bl.a. på betingelse af at grundejerforeningerne betalte for opsætning, vedligeholdelse og eventuel senere fjernelse af hegnet. Hegnet stod mest i skellet og for en mindre del ved siden af skellet. Hegnsynet havde truffet afgørelse i sagen og efter tilbagekaldelse af den oprindelige kendelse afsagt ny kendelse uden afholdelse af besigtigelse- og forhandlingsmøde, hvorefter hegnet var et fælleshegn og vedligeholdelsen påhvilede begge parter. Metroselskabet indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Metroselskabet gjorde gældende, at jernbanelovens § 27 (tidligere § 21) var et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5, hvorefter infrastrukturforvalteren råder over egne hegn på banearealer. Hegnet var ikke et fælleshegn, og Metroselskabet var derfor ikke forpligtet til at deltage i vedligeholdelsen. Dette understøttedes endvidere af deklarationen. Endelig var hegnsynets kendelse behæftet med flere formelle fejl. Grundejerforeningerne, der påstod stadfæstelse af hegnsynets kendelse, bestred, at der forelå et særligt retsgrundlag og henviste til, at jernbaneloven alene omfatter jernbanens egne hegn. Retten fandt, at 140 m af hegnet var omfattet af deklarationen, og vedligeholdelse påhvilede grundejerforeningerne. Vedligeholdelse af de sidste 37 m fandtes reguleret ved jernbanelovens § 27 som et særligt retsgrundlag. Da hegnsynet endvidere ikke havde overholdt hegnslovens formelle regler, blev hegnsynets kendelse ophævet

Det omtvistede plankeværk er opsat og betalt af grundejerforeningerne. Hegnet er derfor grundejerforeningernes eget hegn. Et hegns placering er ikke afgørende for hegnets status efter hegnsloven. Vedligeholdelsen af egne hegn påhviler hegnets ejer, jf. hegnslovens § 20, stk. 3. Deklarationen er et særligt retsgrundlag, der tillader grundejerforeningerne at opsætte hegnet i skellet til jernbanen. Deklarationen tilsidesætter derved hegnslovens almindelige regler, jf. hegnslovens § 5. Det ændrer dog ikke noget ved, at hegnet er grundejerforeningernes eget hegn. Jernbanelovens § 27 omfatter alene jernbanens egne hegn. Bestemmelsen er et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 6. Da bestemmelsen alene omfatter jernbanens egne hegn, finder bestemmelsen ikke anvendelse i denne sag.

Dommen vedrører alene grundejerforeningernes eget hegn, som hegnsynet fejlagtigt anser som et fælleshegn. Grundlaget for hegnets placering er en privat servitut, men hegnet er på en del af strækningen fejlplaceret på Metroselskabets grund. Det ændrer dog ikke noget ved hegnets status. Hegnet er stadigvæk grundejerforeningernes eget hegn. Det kan derfor ikke af dommen udledes noget om, at hegn mod jernbaner ikke er fælleshegn. Imidlertid antages det i administrativ praksis, at der i lighed med bestemmelsen om hegn ved veje efter hegnslovens § 11, stk. 1, ikke gælder nogen almindelig gensidig hegnspligt ved jernbanearealer. Nogen afklaring i retspraksis har endnu ikke fundet sted.(9)
 

5. Afsluttende bemærkninger

Opretholdelsen af de kommunale hegnsyn har baggrund i et ønske om, at hegnssager, som erfaringsmæssigt er belastende nabokonflikter, skal kunne afgøres endeligt hurtigst muligt. Forudsætningen for opretholdelse af de særlige hegnsyn er, at kommunalbestyrelsen ved udpegning af medlemmerne efter hegnsloven skal sikre, at medlemmerne repræsenterer den fornødne sagkundskab.(10)

Det er imidlertid problematisk, at de kommunale hegnsyn ofte er uden juridisk baggrund. Hegnsynene udpeges sjældent, så de lever op til lovens forudsætninger om sagkundskab, og selv om kommunerne stiller sekretariatsbistand til rådighed, er for mange hegnsynsafgørelser behæftet med fejl og mangler, som i de fleste tilfælde fører til, at afgørelserne ændres ved byretternes efterfølgende behandling. Retternes behandling af sagerne er heller ikke altid tilfredsstillende.(11) Erfaringen, som fandtes hos dommerene i de tidligere landvæsenskommissioner, mangler ofte hos byretterne

Hegnsynene anses som sagkyndige i hegnsspørgsmål, og som forvaltningsmyndighed har hegnsynene ansvaret for at anvende hegnslovens regler korrekt. Forkerte afgørelser skaber retsusikkerhed og kan føre til forkert retspraksis. Grundejerne skal ikke regne med, at fejl altid rettes ved den efterfølgende prøvelse af hegnsynenes afgørelser ved domstolene, da de advokater, der fører sagerne, sjældent har større indsigt i retsområdet.

Retssikkerhedsmæssigt er det betænkeligt, at mange hegnsyn tilsyneladende ikke er i stand til at anvende reglerne korrekt, da det medfører, at afgørelserne i unødvendigt omfang indbringes for retten, og sagerne derfor ikke kan afsluttes endeligt inden for en rimelig tid. Dertil kommer omkostningerne ved en retssag, som ikke altid er nogen garanti for en korrekt afgørelse, der er i overensstemmelse med hegnslovens regler
 

NOTER:

1) En samlet fremstilling af reglerne findes i Hegnsloven med kommentarer, 4. udgave, 2014

2) Hegnsloven gælder ikke i Københavns Kommune, hvor sagerne efter bygningsvedtægtens § 16 er almindelige byggesager

3) Bemærkninger til lovforslag L 207 (FT 2000-01), side 12, og Kommenteret Hegnslov, side 358

4) Betænkningen af 1949, side 38

5) Betænkningen af 1949, side 38, der henviser til den private ejendomsret

6) Den ledende afgørelse om forskellen mellem fælleshegn og egne hegn er KFE 1995.281. Afgørelsen er fulgt op, særligt ved MAD 2004.606 Ø, og UfR 2014.3037 Ø

7) Kommenteret Hegnslov, side 44 og 49. Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 30.1.2003 (j.nr. 93S-746-00276) i sagen MAD 2004.606 Ø. At misforståelsen af disse enkle regler i hegnsloven trives ganske godt, også hos Foreningen af Hegnsyn, viser omtalen af dommen i tidsskriftet Ret & Skel nr. 96, 97 og 98 (2004). Begrebet ”funktion som fælleshegn” er anvendt i nogle ældre landvæsenskommissionskendelser om fælleshegn, som var placeret upræcist i forhold til skellinjen

8) Bech-Bruun Jura§info d. 07/01/2016

9) Kommenteret Hegnslov, side 151, og KFE 1990.102

10) Bemærkninger til lovforslag L 207 (FT 2000-01), side 12-13

11) Fhv. dommer Ditlev Nielsens anmeldelse af Kommenteret Hegnslov, 4. udgave, www.hegnsloven.dk

23-09-2020

Artiklen er nu bragt i MAD 2020.198