KAN HEGNSYNET TRÆFFE AFG ØRELSE EFTER MARK- OG VEJFREDSLOVEN?

Af fhv. universitetslektor og advokat Bendt Berg

1. Uafhængige forvaltningsmyndigheder i kommunen

Hegnsyn og vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven er uafhængige, kollegialt organiserede forvaltningsmyndigheder i kommunerne. Deres virksomhed er fastlagt i særlovgivningen, og de er ikke undergivet nogen instruktionsmyndighed og står ikke i noget underordnelsesforhold til en minister eller kommunalbestyrelse.

Efter hegnsloven er hegnsynet et privat tvistnævn, som består af 3 hegnsynsmedlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen, jf. hegnslovens § 27 og § 28, stk. 1. Hegnsynets forretninger fortages af alle 3 hegnsynsmænd sammen, jf. hegnslovens § 35, stk. 1. Hegnsynet træffer afgørelse om hegn, der er omfattet af hegnsloven efter reglerne i hegnslovens kap. I-IV.

Kompetencen er henlagt til ”hegnsynet” som myndighed.

Mark- og vejfredslovens kap.VII indeholder bestemmelser om vurderingsforretninger. Til vurderingsforretninger beskikkes 3 vurderingsmænd af kommunalbestyrelsen, jf. mark- og vejfredslovens § 21. Efter bestemmelsens stk. 4, kan vurderingsforrretningerne overdrages til medlemmer af hegnsynet. Vurderingsforretninger foretages efter § 26, stk. 1, af formanden for vurderingsmændene og en vurderingsmand. Formanden kan undtagelsesvis bestemme, at alle 3 vurderingsmænd skal deltage i forretningen, hvis det findes påkrævet. Vurderingsmændene træffer afgørelse om erstatning for husdyrskader, der er omfattet af mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1.

Kompetencen er henlagt til ”vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven” som myndighed.

Formålet med de uafhængige forvaltningsmyndigheder er at opnå en særlig sagkyndig behandling af sagerne på et specielt lovområde. Myndigheders kompetence er altid nøje afgrænset i lovgivningen. Det beror derfor på lovgivningen, hvilke opgaver der er henlagt til de forskellige myndigheder.

Det er i forarbejderne til hegnsloven og mark- og vejfredsloven forudsat, at kommunalbestyrelserne udpeger medlemmer, der har den nødvendige faglige viden til at kunne varetage arbejdet. Det samme følger af forvaltningsrettens regler om almindelig habilitet.

Som noget særligt for forvaltningsmyndigheder behandler hegnsyn og vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven tvister af privatretlig karakter mellem private borgere.
 

2. Vurderingsforretninger efter mark- og vejfredsloven

En nyere afgørelse fra retspraksis viser, at bestemmelsen i mark- og vejfredsloven § 21, stk. 4, om overdragelse af vurderingsforretninger til hegnsynets medlemmer tilsyneladende giver anledning til problemer.

Østre Landsrets dom af 25.4.2022 ⁽¹⁾vedrørte lovligheden af en kendelse, som var truffet af en hegnsynsformand som vurderingsmand efter mark- og vejfredsloven. En nabo havde indgivet en klage til formanden for vurderingsmændene med oplysning om, at en grundejers heste spiste af en hæk, som naboen havde plantet. Naboen henviste til mark- og vejfredslovens § 1 om, at enhver er pligtig til på alle årstider at holde sine husdyr på egen grund. Efter afholdt vurderingsforretning traf vurderingsmanden afgørelse om, at grundejeren skulle foranstalte en ny forbedret indhegning af sine heste for at undgå fremtidige skader på naboens hæk, idet vurderingsmanden havde lagt til grund, at skaderne var forårsaget af grundejerens heste heste. Grundejeren anlagde sag mod hegnsynet med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Byretten fandt, at kendelsen afgjorde en tvist af privatretlig karakter mellem private parter, og at prøvelse af en sådan kendelse alene kan ske ved privat søgsmål mod den anden private part og ikke mod hegnsynet eller vurderingsformanden. Retten afviste sagen. Landsretten lagde til grund, at afgørelsen var truffet i medfør af mark- og vejfredsloven. Retten henviste til lovens forarbejder og fandt, at der ikke i sagen var fremkommet noget, der medførte ændringer i forarbejdernes udgangspunkt, at retssag skal anlægges mod den private modpart i sagen. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
 

3. Hegnsynsmedlemmer som vurderingsmænd

Vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven beskikkes af kommunalbestyrelsen. Efter bestemmelsen i mark- og vejfredsloven § 21, stk. 4, kan vurderingsforretningerne overdrages til medlemmerne af hegnsynet. Det betyder, at medlemmerne af kommunens hegnsyn kan udpeges som vurderingsmænd. Vurderingsforretningerne overdrages i så fald til medlemmerne af hegnsynet og ikke til hegnsynet som myndighed.

Vurderingsmændenes vurderingsforretninger foretages efter § 26, stk. 1, af vurderingsformanden og en vurderingsmand. I særlige tilfælde kan alle 3 vurderingsmænd deltage i forretningen. Efter § 19, stk. 1, træffer vurderingsmændene afgørelse om erstatningsspørgsmålet ved en kendelse.⁽²⁾

I sagen var afgørelsen truffet af hegnsynsformanden alene. Da hegnsynet ikke er kompetent, og da kompetencen efter mark- og vejfredslovens § 26, stk. 1, er henlagt til vurderingsformanden og en vurderingsmand, er det forkert, at hegnsynsformanden som vurderingsmand behandler og træffer afgørelse i sagen alene og i form af en kendelse fra hegnsynet.
 

4. Kompetencen efter mark- og vejfredsloven

Vurderingsmændenes opgave er at træffe afgørelse om erstatning for husdyrskader efter mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1. Der er hverken efter mark- og vejfredsloven eller andre særlove pålagt vurderingsmændene at træffe afgørelse om andre forhold.

I sagen bestemte hegnsynsformanden som vurderingsmand, at indklagede skulle opsætte en ny forbedret indhegning af sine heste for at undgå skader på klagers hæk. Afgørelsen blev begrundet med, at skader på klagers hæk var forårsaget af indklagedes heste. Klager havde ikke forlangt nogen erstatning, og der blev ikke foretaget vurdering af nogen skader.

Hegnslovens § 19, stk. 8, indeholder en bestemmelse om opsætning og vedligeholdelse af beskyttelseshegn ved løsdrift af husdyr. Kompetencen efter denne bestemmelse er henlagt til hegnsynet som myndighed og ikke til vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven. Hegnsynsformanden som vurderingsmand efter mark- og vejfredsloven har derfor truffet afgørelse om beskyttelseshegn uden den fornødne hjemmel.
 

5. Hegnsynsformandens afgørelse

Ved hegnsynsformandens behandling og afgørelse af sagen sker der en sammenblanding af funktionen som hegnsyn og funktionen som vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven.

Hegnsynsformandens afgørelse er behæftet med alvorlige formelle og materielle fejl, der medfører, at afgørelsen er ugyldig.

Der er i sagen ikke afsagt nogen kendelse, der afgør ansvars- og erstatningsspørgsmålet som bestemt i mark- og vejfredslovens § 19, stk. 1. Da vurderingsforretning blev afholdt, uden at der var fremsat krav om erstatning, og da der ikke blev foretaget nogen vurdering af skader, er det tvivlsomt, om der var grundlag for at opkræve vederlag til vurderingsmændene.
 

6. Parterne i retssagen

Vurderingsmændenes kendelse om erstatning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. mark- og vejfredslovens § 20.

Det betyder, at eneste retsmiddel mod vurderingsmændenes afgørelse er almindelig civil retssag til prøvelse af afgørelsen efter grundlovens § 63, stk. 1, om domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser.

I den aktuelle sag fremtræder afgørelsen som hegnsynets kendelse, og sagsøger har anlagt retssagen mod ”Hegnsynet Helsingør Kommune ved formanden”. Sagsøgte er herefter hegnsynet som myndighed og ikke vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven. Sagen er derfor anlagt mod den forkerte myndighed, da hegnsynet ikke har truffet nogen afgørelse i sagen. Sager efter mark- og vejfredsloven afgøres ved vurderingsmændenes kendelse.

Både byretten og landsretten afviste sagen, da sagen burde være anlagt mod den anden private part og ikke mod myndigheden. Landsretten henviser til mark- og vejfredslovens forarbejder, lovforslaget L 168 af 1.3.2006, hvorefter retssag til prøvelse af vurderingsmændenes afgørelse, som afgør tvister af privatretlig karakter mellem private, som udgangspunkt skal anlægges mod den private modpart i tvisten og ikke mod vurderingsmændene.

Spørgsmålet er imidlertid, hvem der er rette sagsøgte ved prøvelse af vurderingsmænds kendelse.⁽³⁾ Procesbevillingsnævnet har meddelt hesteejeren tilladelse til at anke landsrettens dom til Højesteret.
 

7. Afsluttende bemærkninger

At mark- og vejfredsloven åbner mulighed for at overdrage vurderingsforretninger til medlemmer af hegnsynet ændrer ikke noget ved, at afgørelser om erstatning for husdyrskader efter mark- og vejfredslovens § 3 i alle tilfælde skal træffes af vurderingsmænd og ikke af hegnsynet som myndighed.

Anvendelsen af uvildige nævn til at løse privatretlige konflikter er grundlæggende en rigtig god idé. Det betyder, at de stridende parter får en hurtig afgørelse af deres sag og sparer betydelige omkostninger. Forudsætningen er imidlertid, at systemet fugerer efter hensigten.

Den omtalte sag er et udmærket eksempel på, at de af kommunalbestyrelsen udpegede hegnsyn mangler de nødvendige forudsætninger for at kunne løse opgaverne. Problemet er manglende juridisk baggrund og kvalificeret sekretærbistand. Selv administrationen af enkle lovbestemmelser volder problemer. I det aktuelle tilfælde sker der en uheldig sammenblanding af funktionen som hegnsyn og funktionen som vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven.

Problemet er ofte påpeget; kommunalbestyrelserne undlader at udpege medlemmer til hegnsynet med de nødvendige faglige kvalifikationer.⁽⁴⁾ Retssikkerhedsmæssigt er det særdeles betænkeligt.
 

NOTER

1. Østre Landsrets dom af 25.4.2022 (8. afd. BS-44574/2021-OLR) er trykt i af Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 2022, side 2614 ø og i Miljøretlig Forskningsportal (MRF) 2022.35. Sagen vedrører prøvelse af Hegnsynet i Helsingør Kommunes kendelse af 5.10.2021 (sag nr. 01/21).

2. Som bilag 1 til Landbrugsministeriets cirkulære nr. 100 af 30.6.1953 om mark- og vejfredslovens ikrafttræden medfølger vejledende eksempel på Kendelse om erstatning for skade forvoldt af husdyr.

3. MRF indeholder en redegørelse for forvaltningsretlig praksis vedrørende spørgsmålet om, hvem der er rette sagsøgte, når afgørelser truffet af tvistnævn indbringes for retten.

4. Se også artikel i MAD 2020.198, og Kommenteret Hegnslov, 4. udgave, side 249.