Boganmeldelse

Hegnsloven med kommentarer

4. udgave 2014

Anmeldt af fhv. advokat og byretsdommer Ditlev Nielsen, Dragør

Lektor, cand. jur. Bendt Berg, der helt ubetinget er landets førende kapacitet med hensyn til hegnslovgivningen, har udgivet 4. udgave af sin kommenterede hegnslov.

Den nye udgave på 439 sider er væsentligt udvidet i forhold til 3. udgave, som udkom i 2004 og var på 367 sider. Udvidelsen skyldes navnlig den righoldige retspraksis, der er kommet til siden 2004.

Indtil landvæsensretterne blev afskaffet den 1. juli 2001 var det således, at hegnsynenes kendelser afsagt efter hegnslovens kap. I – III og kap. IV § 19, stk. 1 og 4 samt §§ 20 – 21 kunne ankes til

landvæsenskommissionerne, hvis kendelser kun med særlig tilladelse ( fra Fødevareministeriet ) kunne ankes til overlandvæsenskommissionerne. Alle andre hegnsynskendelser var endelige.

Efter lovændringerne er det således, at alle kendelser afsagt af hegnsynene kan indbringes til prøvelse ( efter grundlovens § 63 ) for byretterne. Dette gælder således også de kendelser, som tidligere var undtaget fra anke. Af praktisk betydning er navnlig tvangsfuldbyrdelseskendelser efter

hegnslovens § 44. Det skal understreges, at tvangsfuldbyrdelseskendelser også prøves ved domstolene og altså ikke ved fogedretten. Mon dette ikke er en lapsus fra lovgiverens side? Da byretsdommene ikke vedrører pengekrav, er der i realiteten fri adgang til anke til landsretten.

Vi var nogle der forudså, at disse ændringer ville give anledning til et betydeligt antal sager ved domstolene, hvoraf en del ville blive både vanskelige og langvarige. Vi fik ret, hvilket kan dokumenteres ved læsning af Bendt Bergs bog.

Et af de områder, der har givet anledning til langvarige og besværlige tvister, er de ovenfor nævnte tvangsfuldbyrdelsessager. For så vidt angår dette område er bogen væsentligt udvidet.

I en sådan sag, som jeg har haft, indgik min klient og en nabo et forlig om et fælleshegn ved hegnsynet den 9. marts 2007. Naboen misligholdt forliget, og hegnsynets kendelse om tvangsfuldbyrdelse blev indbragt for byretten i Lyngby, der efter en langvarig sagsbehandling besluttede, at hegnsynet skulle genoptage tvangsfuldbyrdelsessagen. Dette skete, og tvangsfuldbyrdelseskendelse blev afsagt den 17. juni 2010. Naboen indbragte denne for byretten, og efter en ny langvarig sagsbehandling blev tvangsfuldbyrdelseskendelsen stadfæstet af retten ved en den 23. oktober 2012 afsagt dom, der ( gudskelov ) ikke blev indbragt for landsretten . Efter megen tumult blev kendelsen omsider fuldbyrdet, således at hegnsynsformanden den 20. november 2014 kunne godkende hegnet ( en mur, der havde kostet 118.750 kr., som foreløbigt var betalt af kommunen ). I hvilket omfang min klient skal bidrage til betalingen er endnu ikke afgjort. Tvisten har således varet i mere end 10 år, hvilket ikke ville have været muligt under den tidligere retstilstand.

Det skal tilføjes, at jeg i tidens løb har haft en hel del sager med et tilsvarende langvarigt forløb.

Det fører for vidt at gennemgå de mange hegnsretlige problemer som bogen giver svar på, men

et enkelt spørgsmål vil jeg dog omtale. På side 263 omtaler Bendt Berg den såkaldte chikaneregel, som gælder i naboretlige sager. Denne regel går ifølge Bendt Berg ud på, at man ikke kan få domstolenes bistand, hvis en foranstaltning ikke tjener noget fornuftigt formål eller er foretaget i skadeshensigt. Denne definition kan jeg tiltræde, men det bør anføres, at ordet ” chikane ” er mindre velvalgt til at beskrive regelen. Ifølge de mest relevante ordbøger ligger det nemlig i ordet chikane, at de ulemper, der påføres den chikanerede part, er påført bevidst eller med forsæt.

Bendt Bergs forståelse af chikanereglen er således ikke så snæver som den sproglige forståelse, idet chikanereglen ifølge Bendt Berg også kan anvendes, hvis foranstaltningerne ” ikke tjener noget fornuftigt formål ”.

Som illustration af reglen omtaler Bendt Berg på side 264 Nykøbing F´s Byrets dom af 23. februar 2013 ( BS 1 – 991/2012 ), hvor naboen i en afstand af ca. 3 meter fra skel havde etableret et flethegn, der ved hjælp af et snoretræk kunne hejses op med det erklærede formål at fratage sagsøgeren udsigten fra hans højere beliggende grund. Ved dommen, som er upåanket, fandtes skadeshensigt bevist, og naboen blev dømt til at fjerne indretningen.

I en for nyligt afgjort sag ( Helsingør Byrets dom af 8. januar 2015 i sag nr. BS2A – 1546/2013 )

havde naboen langs et ca. 30 meter langt skel plantet flere rækker træer, således at sagsøgeren var frataget udsigten over naboens ejendom og et bagved liggende bakkelandskab med bevoksning og skovbryn. Konflikten havde varet i en ca. 10 – årig periode, og allerede ved konfliktens start havde naboen erklæret, at han følte sig generet af, at sagsøgeren havde mulighed for at se på deres ejendom. På den baggrund fastsloges det i dommen, at der ikke var grundlag for at antage, at beplantningen var etableret af chikanøse grunde. På andet grundlag fik sagsøgeren dog delvist medhold, idet beplantningen på en strækning af 10 meter skulle beskæres, således at der blev mulighed for nogen udsigt. Efter min opfattelse kunne retten udmærket have anvendt chikane – reglen med henvisning til, at beplantningen ” ikke tjente noget fornuftigt formål”. Naboen har anket dommen til landsretten, og det skal blive interessant at se, om landsretten kan tiltræde Bendt Bergs forståelse af en naboretlig chikane – regel.

Bendt Berg skriver i forordet, at naborettens regler om hegn, træer og anden beplantning normalt anses som et af juraens vanskeligst tilgængelige områder. Jeg giver ham ret i, at der særligt i reglerne om hegn er store faldgruber.

Hegnssagerne underkastes en første behandling af de kommunale hegnsyn, der er uden juridisk baggrund. Som regel har hegnsynene dårlig sekretariatsbistand, og det er kun undtagelsesvis en jurist, der er hegnsynssekretær. Hegnsynenes kendelser stritter derfor i alle mulige retninger. Ved indbringelsen for byretterne ændres afgørelserne i meget vidt omfang. Jeg synes heller ikke, at byretternes behandling af sagerne er tilfredsstillende. Det tager alt for lang tid, og der er mange afgørelser, som jeg ikke anser for at være i overensstemmelse med hegnsloven. Som følge af disse forhold er der mange afgørelser, der indbringes for landsretterne.

Man skulle derfor tro, at området er et interessant forretningsmæssigt område for advokaterne. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Grunden hertil er, at parterne i disse sager er mennesker med almindelige eller beskedne indkomster, som ikke er i stand til ( eller ønsker ) at betale de fulde omkostninger ved en retssag. Til deres ejendomsforsikring er der normalt knyttet retshjælpsdækning, som de ønsker at benytte. Som bekendt er de salærer, der kan opnås i sager, hvor der er retshjælpsforsikring, så ringe, at en voksende del af advokaterne ( formentlig mere end halvdelen) ikke ønsker at tage sager, hvor klienten ønsker retshjælpsforsikringen anvendt. De advokater, der tager sagerne, er meget ringe betalt, idet der som regel er tale om anerkendelsessøgsmål, og fordi domstolene fastsætter omkostningerne meget lavt i disse sager. Man får på ingen måde dækning for anvendt tid. Jeg har haft mange sager, hvor salæret har været på 2 – 300 kr. inklusive moms pr. arbejdstime. Mange grundejere må opgive rimeligt begrundede retskrav og føler ikke, at de lever i et retssamfund. De gældende regler vender i udpræget grad den tunge ende nedad.

Afslutningsvis skal jeg anføre, at bogen er et helt uundværligt redskab for hegnsynsmedlemmer, hegnsynssekretærer, advokater og dommere og alle andre, der befatter sig med sager om hegn.Man må ønske, at bogen finder stor udbredelse, således at der kan skabes en større retsenhed på dette område, hvor der som ovenfor anført hersker ret kaotiske forhold.

Ditlev Nielsen.